Stemmerne er talt op: Overbevisende valgsejr til liste for bevarelse af højmessen og drengekoret

I 21 sogne har der været menighedsrådsvalg, og nu er stemmerne talt op. I Herning Sogn løb udfordrerne til Indre Mission med en klar valgsejr på 9-2.

Folkekirkelig Fællesliste fik valgt alle deres opstillede kandidater ind i menighedsrådet ved Herning Kirke. Så tydeligt var resultatet, da stemmerne fra årets menighedsrådsvalg var talt op. Det betyder, at listen får ni ud af 11 pladser i rådet, og dermed får Valgforsamlingslisten kun to pladser.

- Min reaktion er glæde og taknemmelighed over alle dem, der har støttet os. Det er også ydmyghed, når vi har fået sådan et mandat. Byens borgere har sagt; nu må det være nok, sagde Klaus Lytzhøft fra Folkekirkelig Fællesliste til Herning Folkeblad efter valgresultatet.

Folkekirkelig Fællesliste fik 785 af de 944 stemmer, der blev afgivet ved valget.

Fordelingen af de personlige stemmer

Frygt for at lave for meget om på kirkens traditioner

Det er første gang i to årtier, at der er kampvalg om de 11 pladser i menighedsrådet.

Efter menighedsrådets valget i september var der et flertal af medlemmer fra Indre Mission i rådet. Men Folkekirkelig Fællesliste krævede omvalg, da de ikke mente, at det var retvisende i forhold til menighedens sammensætning. De frygtede et skred i den almindelige kirkegang, og at dermed blev lavet om på kirkens traditioner.

For kandidaterne fra begge lister har valgdebatten især været centreret omkring to emner – højmessen og drengekoret.

- Man skal ikke røre ved højmessen, som i dag er understøttet af koret og professionelle musikere og organister, siger Else-Marie bank Jensen, der er en af de kandidater, der er blevet valgt til menighedsrådet for den Folkekirkelige Fællesliste med 52 personlige stemmer.  

I følge listen ville flertallet fra Indre Mission ændre de nuværende højmesser mod et mere frikirkeligt udtryk.

Klaus Lytzhøft  fra Folkekirkelig Fællesliste fik 279 stemmer, og var dermed den, der fik flest personlige stemmer. Fra Valgforsamlingslisten var det Elin Høyer Hansen, der fik flest stemmer. 60 personer havde stemt på hende.

Den samlede stemmeprocent ved valget til menighedsrådet i Herning Kirke blev på 15,2 procent, hvilket svarer til landsgennemsnittet, da der var menighedsrådsvalg for fire år siden.

Se indslag fra september, hvor sognet ved Herning Kirke ved valgforsamlingen fik et nyt menighedsråd med et flertal fra Indre Mission. Det fik de andre medlemmer af menighedsrådet til at kræve omvalg.
Foto: TV MIDTVEST.

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Samfund.