Steinlein: Bestseller-ejer får ikke sportslig indflydelse

Bestseller-ejeren, Anders Holch Povlsen, har købt 25 procent af fodboldklubben FC Midtjylland

claus steinlein
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Fredag blev Bestseller-ejeren, Anders Holch Povlsen, præsenteret som ny storaktionær i fodboldklubben FC Midtjylland.

Han kommer dog ikke til at få sportslig indflydelse i klubben, siger FC Midtjyllands administrerende direktør, Claus Steinlein, under pressemødet.

- Det sportslige er jo ikke hans ekspertise, men erhvervsmæssigt og ledelsesmæssigt kan vi jo hente en masse fra Anders, og det kommer vi også til, lyder det.

Foruden Anders Holch Povlsen som ny medejer har klubben også præsenteret sin 2025-strategi.

Den indebærer blandt andet, at klubben skal bevæge sig uden for Danmarks grænser i jagten på at blive en top 50-klub i Europa.

- De skridt, vi (FC Midtjyllands, red.) skal tage nu, tog han for 20 år siden, og det har han prøvet med så mange virksomheder, så nu skal vi egentlig bare lytte og lære.

2:06
Anders Holch Poulsen køber 25 procent af FCM og skal være med til at sikre dem en plads blandt verdens bedste

Vægter den lokale tilknytning

Steinlein lægger desuden ikke skjul på, at han mener, at klubben og den midtjyske forretningsmand passer godt sammen.

- Anders er vokset op i en lille by her i lokalområdet, og det er her, han har sin virksomhed.

- Lokalområdet er en stor del af vores identitet i FC Midtjylland, så derfor synes jeg, han passer perfekt ind, lyder det fra fodboldklubbens administrerende direktør.

Sådan kom aftalen i hus

Han understreger dog, at det har taget længere tid end ventet at få den endelige aftale på plads.

- For et par år siden skrev jeg et brev til ham (Anders Holch Povlsen, red.), hvor der stod, at vi var nogle her i Midtjylland, der arbejdede meget hårdt.

- Så spurgte jeg, om ikke han ville mødes. Det gjorde vi så ad flere omgange, fortæller han.

Klubbens bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, erkender også, at der ligger en god portion arbejde forud for aftalen.

- De gode scoringer ordner man ikke bare på en aften. Det tager lidt længere tid, siger han med et smil.

- Det har være godt i den forstand, at vi har haft tid til at lære hinanden at kende undervejs.

Selv om FC Midtjyllands forretningsgrundlag er bygget op omkring eksponering, så skal man ikke forvente, at Holch Povlsen fremadrettet kommer til at vise sig frem.

- Han har sagt til mig, at han aldrig kommer til at lave et interview igen, så det skal i (pressen, red.) nok ikke forvente, siger Rasmus Ankersen om den sky storaktionær.