Startede brand på sygehus: 20-årig får behandlingsdom uden bagkant

En 20-årig mand startede brand på sygehus og får nu behandlingsdom.

Der var kraftig brand i et rygerum på Herning Sygehus, da brandvæsnet nåede frem.
Der var kraftig brand i et rygerum på Herning Sygehus, da brandvæsnet nåede frem.
Foto: Presse-fotos.dk

En 20-årig herningenser er blevet idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling, og han må først lukkes ud, når retten igen tager stilling til sagen. 

Sådan lød dommen fredag i byretten i Herning over den 20-årige, der 16. marts i år blev anholdt og sigtet for at starte en ildebrand på det daværende hospital i Herning.  

26 patienter måtte evakueres på grund af kraftig røgudvikling fra branden, der begyndte i et rygerum på psykiatrisk afdeling. Ingen kom dog noget til under branden. 

- Jeg er godt tilfreds med dommen. Den ligger på linje med det, der har været vores påstand igennem sagen, siger anklagerfuldmægtig Kasper Helbo fra Midt- og Vestjyllands Politi.  

Dommen flugter ikke alene med Anklagemyndighedens opfattelse af sagen. 

Under retssagen var det også netop retslægerådets anbefaling, at den 20-årige skulle undergå yderligere behandling på en psykiatrisk afdeling.