Hun har bevist sit værd og flere gange været kampafgørende for FCM Håndbolds kvinder. Det giver nu en ny kontrakt med FCM Håndbold til den tyske håndboldmålmand.
- Det er ganske enkelt, fordi hun er en af verdens bedste keepere. Og målmanden betyder helt vildt meget i de afgørende kampe, siger klubbens direktør Torben Kølbæk til TV Midtvest om sin 1,85 cm høje målvogter, der altså også skal vogte målet for FCM i næste sæson.
Syvende sæson for FCM
Dermed når Sabine Englert op på sin syvende sæson for midtjyderne, og det er i følge hende selv, det bedste der kunne ske.
- FC Midtjylland var min første prioritet, så det er dejligt, at det er kommet på plads. Jeg har det godt i FCM, og vi har et godt hold, der spiller med i toppen, siger Sabine Englert til klubbens hjemmeside.
Sabine Englert har vist højt et niveau igennem hele sæsonen. Derfor glæder cheftræneren sig også over forlængelsen.
- Sidst år blev hun kåret til årets målvogter, og i denne sæson har hun bare været endnu bedre. Hvor hun tidligere kunne have mindre gode kampe, har hun i år været endnu mere stabil, og hun er vel den keeper i ligaen, som flest spillere frygter, lyder det fra cheftræner Helle Thomsen.
Sabine Englert kom i 2009 til FC Midtjylland fra den østrigske storklub Hypo Niederösterreich.