Spritnye skraldespande giver pladsproblemer: Nu vil politikerne have dem tømt oftere

Lige nu har borgerne i Herning Kommune fået lov til at sætte deres overskydende skrald ud i en gennemsigtig plasticpose, men der er muligvis en mere permanent løsning på vej.

0:45
Indslag fra 2. marts, hvor borgerne i Herning fik lov til at tage en gennemsigtig plastiksæk i brug, indtil der kom styr på skraldeproblemet.
Foto: Louise Fischer, TV MIDTVEST

De nye skraldebeholdere i Herning Kommune var ikke engang færdigt udrullede endnu, da de første borgere klagede over mangel på plads til affaldet i kategorien metal, plast, og mad- og drikkekartoner.

Det betyder nu, at Herning Kommunes Teknik- og Miljøudvalg lægger op til, at beholderne skal skiftes hver tredje uge i stedet for hver fjerde uge, som de bliver nu. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det sker, efter man for snart to uger siden først anerkendte problemet og som en midlertidig løsning indførte, at borgerne måtte stille en klar sæk med overskydende affald ud uden beregning.

- Borgerne i Herning Kommune vil heldigvis gerne sortere, men plastaffaldet samt mad- og drikkekartoner fylder mere end forventet, siger Joan Hansen (V), der er formand for Herning Kommunes Teknik- og Miljøudvalg i pressemeddelelsen.

Hver tredje har problemet

Herning Kommune har målt, hvor mange af cirka 1000 hustande, der har probleme med overfyldte skraldespande. Her viser det, at cirka hver tredje mangler plads til metal, plast og mad- og drikkekartoner før tid til afhentning.

Byrådet forventes nu at tage stilling til indstillingen fra Miljø- og Teknikudvalget på et møde 20. marts.

Hvis forslaget bliver vedtaget, så kræver det, at der indsættes ekstra renovationsbiler, og at de nuværende ruter tilpasses.