Spørgsmål får Steen Gravgaard til at tøve lidt
Ambitionerne for FC Midtjyllands nye kvindehold er store. Det ved træneren, og det smitter af.
Spørgsmålet får ham til at tøve lidt.
Vinden river let i den sorte bluse med ulven på brystet, mens Steen Gravgaard leder efter ordenen.
- Det tror jeg, hun bliver, lyder det fra cheftræneren, der hurtigt retter sig selv:
- Det er hun lige nu.
I forbindelse med sæsonstart på kvindernes 1. division har TV MIDTVEST sat cheftræner for FC Midtjyllands kvindehold Steen Gravgaard i stævne til en snak om ambitioner og pres.
På træningsanlægget står den på langbolde, hvor særligt én spiller bliver spået en væsentlig rolle.
Rikke Dybdahl fra Lemvig blev hentet til FC Midtjylland fra Fortuna Hjørring, der spiller i landets bedste række.
Cv'et tæller blandt andet titlen som ligatopscorer, og det er hende, der får cheftræneren til at tøve lidt, da TV MIDTVEST spørger, om ”hun er den allermest afgørende spiller”.
- Det er hende, der skal score målene. Det prøver jeg at italesætte over for hende. Hun må gerne have fornemmelsen af, at hun skal være den allermest afgørende spiller, siger Steen Gravgaard.
Flere puster central spiller i nakken
Hovedpersonen selv – 27-årige Rikke Dybdahl – har i en nyhed fra FC Midtjylland tidligere udtrykt, at klubbens sportslige ambitioner passer vestjyden, der også har en fortid i FC Thy-Thisted Q samt Vildbjerg SF.
- Jeg ser det her som et spændende projekt. Og jeg tror på, at vi kan udvikle os som hold til at kvalificere os til ligaen, siger Rikke Dybdahl til TV MIDTVEST og tilføjer:
- Jeg bidrager med det, som jeg kan, og jeg er glad for at være kommet til klubben, og jeg ser frem til at være en del af det her hold.
FC Midtjylland har tidligere fortalt, at klubben har en ambition, om at kvindeholdet næste sæson spiller i landets bedste række. Det betyder, at klubben skal ende i top fire for at have en chance for at spille med en oprykning fra landets næstbedste række.
På grønsværen er Steen Gravgaard klar i spyttet, når det kommer til de forventninger, der er til det nye hold, der har overtaget Vildbjerg SF’s licens.
- Alle er klar over, at hun (Rikke Dybdahl, red.) er vores foretrukne ni’er (angriber, red.).
- Men hun bliver pustet i nakken af flere. Det ved hun godt, lyder det fra træneren, der understreger, at presset om ambitionerne skal forbedre truppen.
Pres spiller afgørende rolle
Netop presset er vigtigt lyder det fra den 18-årige forsvarsspiller Frida Nautrup, der kom til FCM fra FC Thy i juli.
- Der er god intensitet og kamp om pladserne. Man skal være koncentreret og god i træningen for at være med i kampen. Det er fedt at være en del af, siger hun.
Frida Nautrup fra Skive, der tidligere spillet i Gjensidige Kvindeligaen, anerkender, at de store forventninger udløser et pres.
- Det er sundt at mærke, at man skal være blandt de bedste og vise, at man har niveauet og talentet til det, siger hun.
FC Midtjylland mødte lørdag ASA, Aarhus til holdets første kamp i kvindeligaen.
Det midtjyske kvindehold vandt 3-0 over ASA.