Spektakulært bedrageri: To kvinder snydt til at udlevere dankort til fremmed

To ældre kvinder troede fremmed mand var fra banken og udleverede derfor dankort. Politiet i Herning genkender ikke metoden fra tidligere.

Kvinderne udleverede deres kort til manden, da han troppede op ved deres dør.
Kvinderne udleverede deres kort til manden, da han troppede op ved deres dør.
Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

To ældre kvinder fra Herning fik sig en ubehagelig oplevelse, da de i går begge modtog et spektakulært opkald.

Det første opkald modtog en 78-årig kvinde, som fik indtryk af, at det var en bankmand fra Danske Bank, hun havde fået i røret. 

Hun blev bedt om at udlevere sit kontonummer, dankort og MasterCard til den formodede bankmand, hvilket hun gjorde. Senere på dagen dukkede en mand fysisk op ude foran den 78-åriges hoveddør, hvor hun gav ham de omtalte kort.

Senere på dagen fattede kvinden dog mistanke, og hun anmeldte derfor episoden til politiet.

Banken vil aldrig ringe sådan

Det skulle vise sig ikke at blive den eneste af den slags anmeldelser mandag. For senere på eftermiddagen anmeldte en 98-årig kvinde, også fra Herning, en lignende oplevelse. 

Hjemme hos hende var det dog ikke kun kortene, manden var sluppet afsted med, men også to guldarmbånd og kontanter.

- Det er en fremgangsmåde, som vi umiddelbart ikke har set og hørt om før, fortæller politiassistent Henning Præstegaard fra Lokalpolitiet i Herning.

- Vi vil gerne advare om, at man udleverer sine konto-oplysninger, kort og lignende. Hvis man modtager en henvendelse fra banken, så er der noget galt, for de vil aldrig ringe til kunderne på den måde, siger politiassistenten.

Den 78-årige kvinde har oplyst til politiet, at manden var mellem 20-25 år gammel, havde et mellemøstlig udseende, var cirka 160-165 høj, almindelig af bygning med sort hår og talte dansk med accent. Han havde sorte bukser, hvid skjorte og en sort habit på.

- Det er ældre medborgere, og det er træls og ærgerligt, at man forsøger at udnytte dem på den måde, fortæller Henning Præstegaard.

Relevante oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.