Spændt Steinlein før milliongyser: Jeg glæder mig som en lille dreng

Hvis FC Midtjylland vinder aftenens skæbnekamp, så er de klar til Champions League-gruppespillet for første gang.

FCM-direktør Claus Steinlein har møder i løbet af dagen, hvor de skal lægge strategi for klubbens fremtid. Resten bliver afgjort af spillerne i aften.
FCM-direktør Claus Steinlein har møder i løbet af dagen, hvor de skal lægge strategi for klubbens fremtid. Resten bliver afgjort af spillerne i aften.
Foto: Privatfoto

Når onsdagens kamp mellem FC Midtjylland og Slavia Prag fløjtes i gang klokken 21 på MCH Arena i Herning, så er der lige over 200 millioner kroner på spil for hjemmebaneholdet.

Hvis FC Midtjylland vinder kampen, så er de for første gang nogensinde klar til Champions Leage-gruppespillet. Og med en plads i gruppespillet følger der penge. Over 200 millioner for at være præcis, og det er mange penge for den midtjyske klub.

Med så meget på spil er det også en stor dag for FC Midtjyllands direktør, Claus Steinlein.

- Hvordan skal jeg sige det? Det er bare en fed dag, fortæller han, da TV MIDTVEST møder ham tidligt på dagen, hvor han er på vej til møde.

For direktøren har travlt på den dag, hvor klubben måske kan skrive historie.

- Man glæder sig som en lille dreng til at komme i gang. For at få dagen til at gå, så har jeg planlagt en hel masse møder, siger han med et smil og fortsætter:

- Selve Champions League-kampen den ved jeg, at Brian Priske og drengene har styr på, så det behøver jeg egentlig ikke tænke så meget på.