Southampton forberedt på FCM's bedste våben

FC Midtjyllands modstander i Europa League kender til en del af de tricks, som danskerne har stor succes med.

FC Midtjylland-Logo-gulv_0.jpg

FC Midtjylland kan få svært ved at overraske engelske Southampton, når de to hold torsdag aften mødes i kvalifikationen til Europa Leagues gruppespil.

Southampton-manager, Ronald Koeman, oplyser onsdag på et pressemøde, at Premier League-holdet har noteret sig, at de danske gæster er særdeles stærke på standardsituationer.

- I sidste sæson var vi det bedste hold i Premier League til at forsvare os på hjørnespark. Vi ved også, at de har en nummer to (Kian Hansen, red.), der tager indkast som var det hjørnespark. Det skal vi være opmærksomme på. Det er den nemmeste måde at score på, for der skal ikke skabes noget. Men vi har folk, der er stærke nok i hovedstødsduellerne, siger Ronald Koeman på et spørgsmålet om FCM's muligheder på standardsituationer.

Forventer hårdere modstand

På vejen til playoff-runden slog Southampton hollandske Vitesse ud, og Koeman forventer hårdere modstand mod FCM.

Danskerne startede i Champions League-kvalifikationen, men et samlet nederlag til cypriotiske Apoel FC har sendt FCM over i Europa League.

- De fører den danske liga og har spillet kvalifikation til Champions League, så det bliver hårdere end mod Vitesse. De har mere fysik, og de spiller ikke så åbent, som hollandske hold gør. Det gør det sværere og anderledes, siger Koeman.

Southamptons hollandske manager har også noteret sig, at FCM - ligesom danskernes samarbejdsklub Brentford - i høj grad foretager beslutninger baseret på statistik.

- Jeg tænker, at det er meget unikt, at Brentford og Midtjylland arbejder på den måde. Jeg tror ikke altid på statistik, men bruger også mine følelser og øjne. Men alle klubber bruger statistik, når det kommer til fysik og friskhed. Man skal vælge den bedste vej for at få succes, siger Koeman.

Sløv sæsonstart

Southampton har ikke fået den bedste indledning på sæsonen i Premier League, hvor holdet blot er noteret for et enkelt point efter to kampe. Der er samtidig gået fem mål ind på sidste sæsons store overraskelse i England.

Ronald Koeman forklarer den sløve sæsonstart med, at der er hele fem nye spillere i de bageste Southampton-geledder i forhold til sidste sæson. Det kostede dyrt i weekendens 0-3-nederlag til Everton.

- Vi blev dræbt på tre øjeblikke i kampen. I mine øjne udgør den defensive organisation hele holdet. Altså målmanden, de fire forsvarere og de to stabiliserende spillere på midtbanen. En af grundene til, at der er gået fem mål ind på os, er, at vi er uden fem af de syv spillere. Jeg tvivler ikke på de nye spillere, men det tager tid. Hele holdet har brug for tid til at udvikle samme styrke som i sidste sæson, siger hollænderen.

Torsdagens kamp mod FCM fløjtes i gang klokken 21. Der er returopgør i Herning i næste uge. Den samlede vinder er sikret en plads i Europa Leagues gruppespil.

/ritzau/