Sølv til Herning-svømmer

Der skulle en ny verdensrekord til for at slå Rikke Møller Pedersen fra Herning. Chris Christensen fra Holstebro blev til gengæld diskvalificeret.

131213_Rikke_Moeller_Pedersen.jpg

Rikke Møller Pedersen, der stiller op for Herning Svømmeklub, vandt fredag eftermiddag sølv på sin favoritdisciplin 200 meter brystsvømning ved kortbane-EM i Boxen i Herning.

Hun kom i mål i tiden 2.15,21, men måtte til sidst se sig slået af russiske Yulia Efimova, der satte ny verdensrekord med tiden 2.14,39.

- Jeg mistede hende totalt, da der manglede 50 meter. Jeg havde en dårlig vending og lavede dårligt undervandsarbejdet. Jeg blev lidt stresset og arrig i min svømning, og det hjalp mig på ingen måde, sagde Rikke Møller Pedersen efter løbet - samtidig med at hun understregede, at hun også er glad for sølvmedaljen.

Fredagens konkurrencer blev til gengæld en skuffelse for den anden midt- og vestjyske deltager, Chris Christensen fra Holstebro. I 400 meter medley kom han ind på en syvende plads, men blev senere diskvalificeret.