Solouheld i regnvejr sendte bil igennem tre haver

Ved middagstid fredag endte en personbil på taget i en have, efter den havde pløjet sig igennem to andre haver.

Et plankeværk, buske og hække blev pløjet ned, da en bilist mistede herredømmet over sin bil omkring klokken 12.15 fredag middag. Bilisten kom kørende på Vardevej og havde kurs mod Herning, da føreren kørte af vejen. På det tidspunkt regnede det voldsomt i området.

- Det var en soloulykke, og han mister formentlig herredømmet på grund af aquaplaning, siger Kim Wemmelund, der var indsatsleder for Brand & Redning Midtvest ved ulykken.

Han fortæller også bilen først stoppede i den tredje have, hvor den endte på taget. Ifølge indsatslederen kunne manden i bilen selv komme ud, men han blev alligevel kørt til tjek på sygehuset.

- Efter ulykken fik vi fjernet bilen og ryddet vejen for vragdele, så der var spærret for trafik på Vardevej i en kortere periode, siger Kim Wemmelund.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.