Socialpædagoger kritiserer Herning-modellen

Hernings berømte forebyggende indsats er presset af dårlig økonomi, mener socialpædagogerne.

Herning Kommune 1.jpg

Herning Kommune har høstet stor anerkendelse for sit forebyggende arbejde, der skal sikre en hurtig indsats over for børn og unge, der har det svært.

Andre kommuner bruger den såkaldte Herning-model som forbillede, når det gælder om at undgå anbringelser, men spørger man socialpædagogerne er modellen kraftigt udfordret.

- Forebyggelse tager tid. Man er nødt til at skrue ned for farten i det her, siger Peter Sandkvist, der er kredsformand i Socialpædagogernes Landsforbund.

Ifølge Herning Folkeblad mangler der 14 millioner kroner på det budget, der skal hjælpe de udsatte børn, og socialpædagog Ulla Blok er bekymret for konsekvenserne af den dårlige økonomi.

- At man forestiller sig, at man kan begynde at lave forebyggende arbejde i 2016 - og at det skal begynde at give overskud i 2017 - det hænger ikke sammen, siger hun.

Formanden for kommunens børne- og familieudvalg Dorte West erkender, at kommunen har opstillet nogle ambitiøse mål. 

- Og så kan man diskutere hastigheden i udrulningen af den balanceplan, vi har lavet. Men der er der sket nogle administrative fejl, så rent politisk har vi en tro på, at den balanceplan, som vi har besluttet, er den rigtige, siger hun.

Og formanden vakler heller ikke i troen på, at kommunen har fundet den rigtige måde at gøre tingene på. 

- Der er stadig tillid til både embedsværket og Herning-modellen, siger Dorte West.

Politikerne diskuterer økonomien i modellen på onsdag.

 

2:06
Det går ikke som planlagt med at indføre Herning-modellen i Herning Kommune. Kommunen er kommet et halvt år bagud, og det betyder, at der mangler 14 millioner i budgetterne. Det skriver Herning Folkeblad i dag. Men Socialpædagogerne har svært ved at se, hvordan de tabte penge skal hentes ind igen med de nuværende rammer.