Slut med snus og cigaretter i skoletiden: - Jeg synes sgu, det er lidt dumt

Ifølge ny lovgivning skal elever og studerende på erhvervsskoler og gymnasier holde sig fra alle former for nikotin – også uden for skolens område.

Nikolai Birkmann plejer at ryge i sine pauser fra undervisningen, men det må han ikke længere.
Nikolai Birkmann plejer at ryge i sine pauser fra undervisningen, men det må han ikke længere.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Jeppe Nørlund går på VVS-linjen på Herningsholm Erhvervsskole, og så er han storforbruger af snus. Og på en dag med undervisning kan han nå at bruge nogle stykker.

- Jeg tager cirka 12 stykker på en normal skoledag, siger Jeppe Nørlund.

Men nu skal han ifølge loven lade æsken med de små nikotinholdige poser blive i lommen, så længe han er i skole.

- Det, synes jeg ikke, er nødvendigt. Det er jo ens egen pause, der bestemmer man selv, hvad man laver. Det synes jeg ikke, de skal blande sig i, siger Jeppe Nørlund.

Et flertal i folketinget har besluttet, at man ikke længere må ryge cigaretter eller tage snus, mens man er i skole. Faktisk er alle typer af nikotin blev bandlyst. Også selvom man ikke er på skolens område.

Nikolai Birkmann, som studerer til salgsassistent, plejer at bruge sine pauser på at ryge en cigaret ude foran skolen, men det er altså også slut.

- Jeg synes sgu, det er lidt dumt. Man tager ansvar for sig selv, så burde man også kunne tage ansvar for, om man står og ryger i sin pause, eller hvad man gør, siger Nikolai Birkmann.

’Uretfærdig behandling’

På Herningsholm Erhvervsskole har de haft travlt med at gøre eleverne opmærksomme på de nye regler. Nu bliver der skiltet med ’røgfri skole’ både på bannere ude langs vejen og på skilte, der pryder indgangene til skolen.

Allan Kortnum, der er direktør på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, hilser den nye lovgivning velkommen. Men det bliver en udfordring at håndhæve den, mener han.

- Vi har ikke planer om at sætte os i bilen og køre rundt efter dem ude i det herningensiske opland. Men vi vil gå rundt på og uden for skolen i nærområderne og tjekke, siger Allan Kortnum.

Hvis man spørger Jeppe Nørlund, er det bare ikke nødvendigvis så let at skære nikotinen helt fra i skoletiden.

- Jeg synes, det er lidt uretfærdigt for os, der er afhængige af det, som har svært ved at komme af med det. Jeg synes ikke, det er fair at behandle os sådan, siger han.

Derfor kommer han da heller ikke til at stoppe med snusen lige foreløbig – heller ikke i folkesundhedens navn.

- Jeg vil tage uden for skolens område, tage på McDonald’s eller i Lidl eller et eller andet. Så tager jeg snus der.

- Jeg synes selv, jeg skal bestemme, hvordan jeg lever. Og jeg vil leve, som jeg vil, siger Jeppe Nørlund.

Det er op til skolerne selv at bestemme, hvilken konsekvens det har, at overtræde reglerne.