Slut med senge på gangen: Særlig automat skal løse problemet på sygehuset i Gødstrup

En sengeautomat skal gøre logistikken lettere omkring hospitalets senge på det kommende sygehus i Gødstrup.

Henrik Straarup er projektleder hos EffiMat. Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Det er nok de færreste, der har prøvet at trække en hospitalsseng i en automat, men det bliver ikke desto mindre muligt at gøre på landsdelens nye sygehus i Gødstrup.

Læs også Rundvisning: Se det nye sygehus i Gødstrup på et minut

En teknisk løsning, der, udover at være landets første af sin slags, lige nu er ved at blive installeret, inden hospitalet slår dørene op om ni måneder.

For med i alt 23 operationsstuer og i omegnen af 125 senge, der skal håndteres dagligt, er der brug for at tænke smart.

- Når man bestiller en ren seng, så finder automaten selv den rene seng, der står tættest på, forklarer Henrik Straarup, der er projektleder hos EffiMat, da han viser, hvordan automaten virker overfor TV MIDTVEST.

Et tryk på en knap – så er der ny seng

Automaten minder mest af alt om en elevator. Med et tryk på en knap henter en roboskuffe på skinner en frisk seng fra lageret og transporterer den tilbage gennem skakten på få øjeblikke.

Udover bekvemmeligheden og de logistiske fordele, kommer automaten også til at levere statistik, der kan give indblik i, hvilke senge der bliver brugt flittigst, så de eksempelvis kan blive skiftet ud, når de er slidte.

- Det er en stor gevinst, at vi kan gøre det på den her intelligente måde. Vi kommer til, software-mæssigt, at kunne monitorere vores brug af sengene.

-  Det er en optimering omkring vores senge på hospitalet, forklarer Henrik Straarup.  

Automaterne skal både spare tid og sikre, at de mange senge, der dagligt er i rotation, ikke ender med at stå på gangene.

04:12

Håndværkerne er ved at være færdige. Nu rykker personalet ind til de første tests.

Luk video