Slagteriarbejdere tilbage i arbejde

Slagterimedarbejderne på Danish Crown i Herning har tirsdag morgen genoptaget deres arbejde efter en fem dage lang strejke.

Danish-Crown_3.jpg

Der skulle gå fem dage, før alle de strejkende slagteriarbejdere på Danish Crown i Herning igen genoptog deres arbejde. Men tirsdag morgen besluttede de på et møde at vende tilbage til deres opgaver på slagteriet.

Ville have robot fjernet

Strejken skyldes en ny robot på slagteriet, som betyder en akkordændring på minus 16 kroner i timen for 34 medarbejdere på afdelingen.

På slagteriet havde tillidsmand Kurt Høj hele tiden opfordret medarbejderne til at vende tilbage til arbejdet, i det strejken var både overenskomststridig og også formålsløs.

- Robotten er en del af fremtiden, og den kommer ikke til at blive fjernet. De eneste de straffer ved strejken er dem selv, sagde han mandag til TV MIDTVEST.

Dialogmøder i gang

Danish Crown har valgt at installere den nye robot som en del af en strategi, der skal gøre slagteriet mere konkurrencedygtigt.

Nu, hvor alle er tilbage i arbejde, så er dialog vejen frem.

- Nu er der nedsat en gruppe af nogle medarbejdere, en talsmand, ledelsen og mig selv, der så fremadrettet skal se på, hvordan vi kommer videre herfra og på bedst mulig måde imødekommer hinandens ønsker. Men robotten bliver ikke fjernet, så der vil være nogen, der skal bide i det sure æble, fortæller Kurt Høj.