Slagteri skal levere arbejdspladser for afgiftslettese

Slagteriarbejdernes fagforbund vil have et politisk krav om flere arbejdspladser, når Danish Crown får afgiftslettelser, skriver Avisen.dk

Svineslagteri-kroppe.jpg

Politikerne skal fremover stille krav til Danish Crown om, at afgiftslettelser bliver vekslet til danske arbejdspladser. Det foreslår slagteriarbejdernes fagforbund, NNF, efter Avisen.dk i sidste uge kunne afsløre, at Danish Crown med en afdeling i Herning har fået årlige afgiftslettelser for et pænt tocifret millionbeløb, og alligevel fortsætter med at fyre medarbejdere.

- Jeg vil meget gerne arbejde for bedre rammevilkår for slagterierne, men hver gang vil jeg starte med at spørge, hvordan det vil sikre danske arbejdspladser. Det spørgsmål bør politikerne også stille, siger forbundssekretær Jim Jensen til Avisen.dk.

Regeringen afviser

Lettelsen af spildevandafgiften, som kommer til at spare Danish Crown mange millioner hvert år, blev vedtaget i forbindelse med Vækstplan DK. Men regeringen vil ikke blande sig i, hvordan Danish Crown bruger de penge, de sparer på afgiftslettelserne.

- Vi laver rammerne, men hvordan virksomhederne vil handle på baggrund af det, kan de bedst selv afgøre. Så vi har ingen aktuelle planer om at stille krav, som der bliver foreslået, siger Socialdemokraternes erhvervsordfører, Thomas Jensen til Avisen.dk.