Skoleleder på coronaramt skole ånder lettet op: Kun fire nye tilfælde efter lukning og massetest

Lindbjergskolen i Herning har nu sammenlagt 16 elever og tre medarbejdere med coronasmitte.

Lindbjergskolen blev lukket ned onsdag i sidste uge efter flere smittetilfælde blandt elever og lærere.
Lindbjergskolen blev lukket ned onsdag i sidste uge efter flere smittetilfælde blandt elever og lærere.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Weekenden har været nervepirrende for elever, forældre og medarbejdere knyttet til Herning Kommunes største skole, Lindbjergskolen. Men det ser langt fra ud til at være gået så galt, som man kunne have frygtet. 

Onsdag i sidste uge lukkede skolen ned grundet flere tilfælde af coronavirus, hvoraf flere var af den særligt smitsomme britiske coronavariant, der nu er den fremherskende i hele landet. Allerede onsdag talte de 12 smittede elever og tre medarbejdere.

Med 950 elever på skolen og en smitsom sygdom løs, var det derfor vigtigt hurtigt at få alle testet, og de sidste svar er kommet tilbage mandag.

- Man kunne godt have frygtet, at det havde spredt sig mere, siger skoleleder Erik Søgaard.

Mandag tæller skolen i alt 16 smittede elever og tre smittede medarbejdere. Fire nye smittede elever er altså kommet til efter mere end 950 elever og dertil ansatte har været igennem en eller to tests. Selvom det naturligvis er ærgerligt, er skolelederen lettet.  

- Vi har et ret lavt niveau i forhold til, hvor mange der var i onsdags

Den britiske variant, der mere korrekt har navnet B117, er særligt smitsom, og netop derfor er det positivt, at de første 12 smittede elever ikke er blevet til flere end 16.

Erik Søgaard er skoleleder på Lindbjergskolen, og selvom han ærgrer sig over, at de har haft et smitteudbrud, er han glad for, at der ikke flere, der er testet positiv.
Erik Søgaard er skoleleder på Lindbjergskolen, og selvom han ærgrer sig over, at de har haft et smitteudbrud, er han glad for, at der ikke flere, der er testet positiv.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Nu venter et par lukkede dage på skolen, til de igen slår dørene op på torsdag. Selvom skolen har haft de sammenlagt 19 tilfælde, er der nemlig ikke som sådan nogen særlig risiko forbundet med skolen.

- Vi gør, som vi har fået besked på af Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi følger de retningslinjer, vi skal følge, og det skal vi jo fortsat gøre. Det er ikke noget, man på den måde kan forudse, siger Erik Søgaard.

Selv glæder han sig også til at åbne skolen igen. Skoler er nu engang bedst, når der er mennesker i dem.

- Jeg håber, at vi kan give børnene et par rigtig gode sidste skoledage, før de skal på påskeferie. Nu har jeg lige skrevet til forældrene, at jeg kraftigt opfordrer dem til, at børnene bliver testet, så vi ikke får smitte igen, siger skolelederen.

1:56
Onsdag lukkede Lindbjergskolen ned grundet coronasmitte. Indslaget er fra den 17. marts.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST