Skærpet immigrationskontrol koster drengekor 200.000 kr.

Herning Kirkes drenge rejser i efteråret til New York for at give koncerter. Men turen er blevet væsentligt besværliggjort af immigrationsmyndighederne.

Drengene under en koncert.
Drengene under en koncert.
Foto: Arkiv

Folkene bag drengekoret i Herning Kirke har haft rygende travlt de seneste måneder.

Korkollegaer fra andre europæiske lande har nemlig gjort dem opmærksom på, at Donald Trumps politik mod immigranter kan få konsekvenser for midtjyderne:

- Det er ikke fordi reglerne er blevet ændret. Men efter Donald Trump er blevet præsident, er immigrationsmyndighederne begyndt at tolke reglerne meget strammere end tidligere. Andre europæiske kor er blevet stoppet, sendt hjem og blevet stemplet for at forsøge at komme ind i USA på falsk grundlag. Det tør vi ikke risikere.

Det forklarer Rikke Ram Eberlein, der er korproducent for Herning Kirkes drengekor og daglig leder af Den Jyske Sangskole.

Derfor skal der nu laves visumansøgninger og søges om arbejdstilladelse til de 49 korsangere og syv hjælpere, der i oktober måned drager til USA. Et arbejde der står Den Jyske Sangskole i mellem 150 og 200.000 kroner.

Kan opfattes som arbejde

Under turen til New York skal drengene fra koret bl.a. synge på Claus Meyers restaurant, Trinity Wall Street, og så skal de synes i forbindelse med et out reach-projekt, som arbejder for at give kulturelle oplevelser til udsatte unge i New York.

Men det er koncerten på Carnagie Hall, der kan give kordrengene problemer.

- Der er en lille entrépris til den koncert, og Carnagie Hall reklamerer for os på deres hjemmeside. Vores drenge får godt nok ingen betaling for det, men det bliver alligevel opfattet som arbejde.

Det forklarer Rikke Ram Eberlein, der har været nødt til at udsætte sin ferie for at få styr på papirarbejdet.

Korets tidligere udlandsture er blevet registreret som kulturudveksling. Men det tør folkene bag Herning-koret altså ikke stole på, at turen til New York bliver tolket som.

- Vi går med livrem og seler, efter vi har hørt, hvad der er sket med de andre, der har forsøgt at komme ind i USA. Vi tager ingen chancer, lyder det fra korproducenten.

Derfor har de korsangere, der er over 14 år gamle, også været nødt til at tage til København. De skal nemlig møde op til et personligt interview på den amerikanske ambassade for at få en arbejdstilladelse.

En fantastisk oplevelse

Selvom de nye tolkninger af immigrationslovgivningen har kostet ekstra lange arbejdsdage for Rikke Ram Eberlein og kollegaerne, har de på intet tidspunkt overvejet at droppe turen.

- Nu er det lykkedes os at få en koncert i Carnagie Hall, og det er mega stort. De tager ikke hvem som helst ind, så det er en helt fantastisk, at vi har fået lov, siger hun til TV MIDTVEST.

Rejsen til New York skal ske i uge 42. Det er lykkedes koret at rejse de ekstra penge ved hjælp af sponsorer og optjente penge fra korets egen pengekasse.