Sisto gør comeback på landsholdet

Den nye landstræner, Kasper Hjulmand tror på, at Pione Sisto på trods af sine tre års fravær, har kvaliteter, som landsholdet har brug for.

Den 25-årige Pione Sisto er vendt hjem til Herning, hvor han igen spiller for FC Midtjylland, og nu er han også tilbage på landsholdet.

Han er lige vendt hjem til Danmark, han har ikke spillet på landsholdet i tre år, og den nye landstræner synes det er et tidligt comeback, men alligevel valgte han 29. september at udtage Sisto til de næste tre landskampe.

- Han gør nogle ting, som jeg tror på, vi får brug for på landsholdet. Allerede nu tror jeg, vi kan få sat det i spil, og der er ingen tvivl om, når han kommer endnu mere i rytme, bliver han endnu bedre, siger Kasper Hjulmand, der har fået posten som landstræner.

Hjulmand har en ambition om at sammensætte et hold, hvor der er meget forskellighed både i personligheder og færdigheder, da han mener, at det giver det bedste hold.

Nysgerrig på Sistos liv

Sportsjournalisten Morten Glinvad har fulgt den nye landstræner tæt de sidste år og har endda udgivet en bog om ham.

- Jeg tror, det er en af de stærkeste kvaliteter, han har som træner, det er den her nysgerrighed, han har overfor sine spillere, siger han.

Ifølge Morten Glinvad har Hjulmand i sin trænerkarriere gjort noget ekstra ud af at forstå de spillere, han har på holdet, og han går op i, hvad der driver dem.

Det gælder altså også for Pione Sisto, der de sidste år har spillet i den spanske klub Celta Vigo, og undervejs har haft nogle problemer, blandt andet en depression.

Nu har Sisto altså tre landskampe til at bevise, at han skal have en plads på holdet, og modstanderne bliver Færøerne, Island og England.

Danmarks nye landstræner har valgt at kigge Pione Sistos vej. Comebacket i rødt og hvidt kan ovenikøbet blive i velkendte rammer for Sisto.

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Sport.