Simon Kjær klarer lægetjek og underskriver kontrakt

Den tidligere FC Midtjylland-spiller er nu officielt Sevilla-spiller i de kommende fire sæsoner.

simon_kjaer.jpg
Foto: Privatfoto

Simon Kjær blev onsdag officielt Sevilla-spiller.
    
Den danske landsholdsanfører gennemgik sit lægetjek i den spanske klub, og bagefter underskrev han en fireårig kontrakt.
    
- Jeg er så glad for at have skrevet under i dag, skriver Simon Kjær på Twitter.
    
Dermed er Simon Kjærs klubskifte fra tyrkiske Fenerbahce en realitet.
    
Det oplyser Sevilla på sin officielle hjemmeside, hvor der også ligger en video af Simon Kjær, der er i gang med lægetjekket.
    
Klubskiftet har været ventet de seneste dage, efter at Sevilla mandag aften bekræftede handlen forudsat, at lægetjekket blev klaret på tilfredsstillende vis.
    
Simon Kjær forlader dermed Fenerbahce og Tyrkiet for den andalusiske klub.
    
Danskeren sender også en hilsen til sin tidligere klub og dens fans.
    
- Kære Fenerbahce-familie. Mange tak for jeres fantastiske passion og støtte.
    
- I har været fantastisk for min familie og jeg. Jeg vil altid have Fenerbahce i mit hjerte.
    
- Haydi Fenerbahce (kom så Fenerbahce, red.), står der på et foto, som Simon Kjær bringer af sig selv i en Fenerbahce-trøje på Twitter.
    
I Sevilla bliver Simon Kjær klubkammerat med danske Michael Krohn-Dehli.
    
Den 28-årige forsvarsspiller nåede at være i Fenerbahce i to sæsoner, efter at han skiftede fra franske Lille i 2015.
    
Simon Kjær forlod FC Midtjylland i 2008 og skiftede til Palermo i Italien. I 2010 skiftede han til tyske Wolfsburg på en treårig kontrakt.
    
Han var lejet ud til italienske AS Roma i sæsonen 2011/2012.
    
I 2013 gik turen så til franske Lille.
    
Sevilla sluttede i sidste sæson som nummer fire i La Liga, og klubben skal spille med i Champions League-kvalifikationen.
    
Sevilla er en enkelt gang blevet spansk mester, men det var helt tilbage i 1946.
    
Fem gange har klubben vundet den spanske pokalturnering, senest i 2010.
    
Klubben har de seneste år ikke mindst gjort sig bemærket i Europa League, som klubben vandt tre år i træk fra 2014 til 2016.
    
I 2006 og 2007 vandt Sevilla Uefa Cuppen, som er forløberen for Europa League.
    
/ritzau/