Sild og sjusk gav bøde til bosted

Bosted i Herning har fået to bøder for at sjuske med fødevaresikkerheden. Det skriver aoh.dk

Sur smiley
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Under et uanmeldt besøg på bostedet Nørholm Kollegiet i januar, fandt fødevaremyndigheder en tre dage gammel dåse sild i et køleskab. 

Temperaturen i silden var 16 grader. Det kan give grobund for mikroorganismer, der kan gøre beboerne syge. Det skriver aoh.dk.

Da bostedet ikke kunne fremvise et program over egenkontrol fik de en bøde på 5000 kroner.

Samme dag besøgte fødevarekontrollen også en anden afdeling på bostedet. Her manglede også program for egenkontrol. Og da det ikke var bragt i orden ved et kontrolbesøg i marts - udløste det også en bøde på 5000 kroner til bostedet.

Og de to bøder og sure smileys ægrer.

- Det er jeg absolut ikke tilfreds med. Det er væsentligt for os, at alle retningslinjer overholdes af hensyn til beboernes ve og vel. Det gælder både fødevaresikkerhed og den faglige indsats, siger Hilde Thun Holst, leder for specialområdet i Region Midtjylland til aoh.dk

I følge Hilde Thun Holst skyldes det manglende program for egenkontrol en brist i kommunikationen på Nørholm kollegiet.

Efter endnu et besøg af myndighederne i maj er forholdende på bostedet igen bragt i orden.