Sikker sejr til Blue Fox

Herning Blue Fox kom godt fra land i semifinale-serien mod Rungsted.

Blue Fox vandt 5-1 på hjemmebane over Rungsted (arkivfoto).
Blue Fox vandt 5-1 på hjemmebane over Rungsted (arkivfoto).
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

DM-semifinalerne i ishockey blev tirsdag aften indledt med en kamp mellem Aalborg Pirates og Esbjerg Energy.
    
Og Aalborg kom bedst fra start i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe. Nordjyderne vandt på hjemmebane med 3-1.
    
Det så dog længe ud til, at Esbjerg, der har vundet DM-guld de seneste to år, kunne overraske i den første kamp.
    
Nick Crawford bragte Esbjerg foran med 1-0 efter 14 minutter i første periode, og den føring holdt længe.
    
Først fire minutter før anden periodes udløb udlignede Aalborg-profilen Martin Lefebvre til 1-1.
    
Canadieren scorede også med fire minutter tilbage af tredje periode, inden hjemmeholdets Mikkel Højbjerg scorede kampens sidste mål til 3-1 i et tomt bur, da Esbjerg skulle satse i forsøget på at fremtvinge en udligning.

Kallela åbnede scoringen

I tirsdagens anden semifinale vandt Herning Blue Fox med 5-1 på hjemmebane over Rungsted Seier Capital.
    
Toni Kallela bragte jyderne foran 1-0 i første periode, og i anden periode øgede Anders Poulsen og Christian Silfver føringen.
    
Lidt spænding i kampen kom der, da Rungsted-veteranen Morten Green reducerede til 1-3 i starten af tredje periode.
    
Herning cementerede i slutminutterne sejren med yderligere to mål, der blev sat ind af Jan Dalecky og Toni Kallela.
    
De næste kampe i semifinaleserierne spilles på fredag.
    
/ritzau/