Seksårige Frej har nul huller i tænderne – og han er langt fra alene

To ud af tre børn har haft nul huller, når de fylder 15 år. Og det er langt flere end tidligere.

For nogle kan en tur til tandlægen være en skrækindjagende oplevelse, og er man fyldt 18 år kan det nemt også blive en dyr fornøjelse.

Men vil man komme skræk og tandlægeregninger i forkøbet, så kan man gøre som seksårige Frej Herskind Sejr fra Herning.

Han er nemlig så flittig til at børste bisserne, at han ved dagens tandeftersyn kan prale af nul huller.

- Jeg børster tænder næsten hver morgen og aften. Først så putter jeg tandpasta på, så putter jeg tandbørsten ind, og så børster jeg bare, siger han.

quoteOm vi nogensinde får tandsygdomme til at forsvinde, det tror jeg ikke.

Shahran Khorami, leder af den kommunale tandpleje, Herning

Også hans mor går meget op i, at han skal holde tænderne sunde og rene.

- Vi gør det til noget sjovt og hyggeligt, og han har altid elsket at komme til tandlægen, og der er god stemning ved tandlægen, siger Michala Herskind Sejr.

Og der er mange andre børn, der er lige så gode til at passe på tænderne som seksårige Frej. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at to ud af tre børn har nul huller i tænderne, når de fylder 15 år.

- Det betyder meget på lang sigt, at de har godt tandsæt og ikke har problemer men det er jo også et flot smil i det hele taget, mener mor Michala Herskind Sejr.

I flere kommuner i Vestjylland er der endda endnu flere børn end på landsgennemsnit, der er fri for huller. I Silkeborg, Ikast-Brande, Favrskov, Lemvig og Herning kommuner er det mere end 70 procent af børnene, der ikke har haft et hul, når de bliver 15 år.

Shahran Khorami er leder af den kommunale tandpleje i Herning Kommune.
Shahran Khorami er leder af den kommunale tandpleje i Herning Kommune.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Også lederen af den kommunale tandpleje i Herning Kommune kan med tilfredshed lede længe efter hulle i børnenes tænder:

- Der er flere ting, der spiller en rolle. Forældre og børn, som selv børster tænder derhjemme med fluoridtandpasta, men også at vi har et systematisk opsyn i tandplejen, siger leder Shahran Khorami.

Selvom han stadig arbejder for, at endnu flere børn kan vokse op uden huller, så er det ikke sikkert, at han kan komme helt i mål.

- Det er godt, at der nu er en stor gruppe unge uden huller i tænderne, men vi har også en lille gruppe, som har meget sygdom, Om vi nogensinde får tandsygdomme til at forsvinde, det tror jeg ikke.

Selvom børn i dag er blevet gode til at holde Karius og Baktus for døren, så har det ikke altid set lige så godt ud.

Tilbage i 1990 var det flere end tre ud af fire børn, der havde huller i tænderne som 15-årige. Men Frej Herskind Sejr ved lige nøjagtigt, hvorfor det er vigtigt at huske tandbørsten:

- Så man har rene tænder, fordi så får man ikke huller i tænderne og mister tænderne, siger han.