Sang giver færre konflikter i institutionerne: - Dem man synger med, slår man ikke på

Sang giver bedre kammeratskab og færre konflikter. Det kan de tydeligt mærke på en institution i Viborg, som er blevet en del af et nyt musik-projekt.

11:21
Her kan du se hele udsendelsen om institution Unoden i Viborg.
Foto: Anne Moulvad, TV MIDTVEST

På institution Unoden i Viborg har sang fået en central plads hos børnehavebørnene og pædagogerne. Sang er nemlig med til at give mere ro og færre konflikter mellem børnene.

- Dem man synger med, slår man ikke på. Vi har et fællesskab, og musikken binder os sammen, siger Pernille Dam Marcussen, der er leder af Unoden - et musisk børnehus i Viborg. 

0:31
Sangkonsulent ved Projekt Sangglad, Lise Munck-Alstrup, fortæller her, hvordan hun underviser pædagogerne i institutionerne.

Unoden er ti år gammel, og har altid haft et særligt fokus på musik. Derfor var det også oplagt for dem at blive en del af et nyt musikprojekt kaldet Sangglad. Et projekt, som er udviklet af Sangens Hus i Herning i samarbejde med konservatorieuddannede musikpædagoger og pædagoger.

- Ideen med projekt Sangglad er først og fremmest, at vi gerne vil skabe kreative og glade børneliv. Vi tror på, at sangen har en rigtig stor betydning for os som mennesker, og at sangen kan være rigtig god for børn til at skabe glæde og skabe fællesskaber og give nogle gode og trygge rammer at være barn indenfor, siger Stine Isaksen, der er redaktør ved Sangens Hus i Herning.

Med en bevilling fra Kulturministeriet blev Sangens Hus etableret i 2013, og Sangglad er en af de mange initiativer, huset har ført ud i livet. 

- Institutionerne havde slet ikke regnet med, at sang ville få så stor en plads, og de har observeret, hvordan det virker konfliktdæmpende, siger Stine Isaksen, der er redaktør ved Sangens Hus i Herning.
- Institutionerne havde slet ikke regnet med, at sang ville få så stor en plads, og de har observeret, hvordan det virker konfliktdæmpende, siger Stine Isaksen, der er redaktør ved Sangens Hus i Herning.
Foto: Anne Moulvad, TV MIDTVEST

Sang giver færre konflikter

I Institutionen Unoden går der 69 børn i børnehaven og 28 børn i vuggestuen. 24 procent af børnene er tosprogede.

- Én af de store bonusser ved at have en musisk profil, som vi har her, det er, at vi kan se, at vores konfliktniveau er enormt lavt. Og det er ikke kun fordi vi har englebørn her hos os, for vi har også børn med krudt i numsen og børn, som er udfordret, som man har alle andre steder. Men i forhold til den flok børn vi har, så er vores konfliktniveau enormt lavt, siger Pernille Dam Marcussen.

Sang og musik kan noget, som intet andet kan. Det giver god sprogtræning - hvad enten man er et et- eller tosproget barn.

- Der er rigtig meget forskning, der viser, at det er godt at synge. Man får trænet sprogets lyde, og man kan også få en bedre forståelse af, hvad tingene betyder. Der er også noget omkring det sociale, hvor man oplever mere pro-social adfærd, at man simpelthen bliver sødere ved hinanden. Og så er der det her med de tosprogede, hvor der også er meget forskning, der viser, at sang er godt for dem, hvis det sættes i de rigtige rammer, siger Stine Isaksen.

Projekt Sangglad havde sin begyndelse i 2016 og slutter i 2020.  lige nu er 50 institutioner tilmeldt projektet, men målet er at nå op på 100.