Sag om dobbeltdrab genoptaget ved domstol i Marokko

Efter at have været udsat to gange blev retssag mod drabsanklagede mænd genoptaget ved domstol i Marokko.

Retssagen mod 24 mænd, der anklages for det brutale drab på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland, blev torsdag genoptaget ved en domstol i Marokko. Det skriver nyhedsbureauet AFP. To gange tidligere er retssagen blevet udskudt, men torsdag lykkedes det angiveligt at indlede sagen.

Det var i december sidste år, at de to studerende blev fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Sagen skulle have været indledt i maj, men blev først udsat på grund af mangel på forsvarsadvokater.

Senere blev den udsat, fordi den danske families bistandsadvokat krævede, at den marokkanske regering blev holdt ansvarlig for drabene og skulle stille med en repræsentant i retten. Da de tiltalte ankom torsdag, skete det ifølge AFP under stort sikkerhedsopbud ved retsbygningen i Sale nær hovedstaden Rabat.

Tre af mændene er tiltalt for drab, mens en fjerde er anklaget for at have haft en koordinerende rolle for gruppen, som forud havde svoret troskab til Islamisk Stat. Ud over drab anklages mændene også for terror og for at have tilsluttet sig en terrorgruppe.

Hvis mændene findes skyldige, risikerer de dødsstraf. Marokko har dog ikke eksekveret dødsstraf siden 1983.

/ritzau/AFP


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.