Sæsonåbning i vestjysk dyrepark: Tror på en god sæson trods corona-begrænsninger

Sidste år endte med at blive et ganske godt ét af slagsen for Jyllands Park Zoo. Nu håber ejeren, at 2021 kan gøre det forgangne år kunsten efter.

1:59
Ove Nordestgaard, ejer af Jyllands Park Zoo, glæder sig over, at gæsterne er tilbage.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Coronapandemien har for manges vedkommende været lig med stor usikkerhed, og det har man blandt andet kunne opleve hos danske forlystelsesparker og i andre dele af oplevelsesindustrien. I Jyllands Park Zoo, der har til huse i Haunstrup, troede de faktisk sidste år ved denne tid, at den verdensomspændende virus skulle ende med at give den mangeårige dyrepark det endelige dødsstød.

Sådan endte det heldigvis ikke, for det viste sig faktisk, at året 2020 skulle ende med at blive et ganske fint år for Jyllands Park Zoo. Mens rejserestriktioner fik de fleste danskere til at droppe den årlige udlandstur, valgte flere nemlig i stedet at lægge vejen forbi den vestjyske dyrepark.

Året 2021 begyndte så knap så godt, for ligesom resten af samfundet har dyreparken været tvunget til at holde lukket, men søndag var der så igen menneskeliv at spore blandt de mange dyr. Her holdt parken nemlig for første gang i år åbent for offentligheden.

- Sidste år nåede vi at gøre klar tre gange, fordi de blev ved med at lukke os igen og igen, så nu skal der bare noget liv i parken. Hvis vi får en lige så god sæson i år, som vi havde i 2020, så siger vi bare ja tak, lyder det fra Jimmi Fejerskov Ladekjær, der er chefdyrepasser i Jyllands Park Zoo.

Der bliver nu igen budt velkommen i Jyllands Park Zoo.
Der bliver nu igen budt velkommen i Jyllands Park Zoo.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Medbring negativ coronatest

Selvom gæsterne er tilbage i Jyllands Park Zoo, så er alt dog ikke helt, som det plejer. Hvis man vil besøge parken, skal man nemlig medbringe en negativ coronatest, der er maksimalt 72 timer gammel.

- Det hæmmer os selvfølgelig lidt, men så kan vi forhåbentlig i stedet give los senere hen, når alle er vaccineret. Det er vores håb for alle, fortæller Ove Nordestgaard.

Aflyser shows for at undgå, at folk stimler sammen 

Hvis man bevæger sig rundt i parken, så vil man også opleve, at der er mindre at kigge på end normalt. Parken har nemlig valgt at sløjfe blandt andet bjørneshow og slangefremvisning for at undgå, at for mange mennesker stimler sammen.

Derudover er tropehuset, hvor blandt andet parkens bæltedyr holder til, lukket, fordi det ikke er tilladt at holde åbent for indendørs aktiviteter.

- Det er jo regeringen, der styrer det show der. Vi er klar til at tage imod gæster herinde lige så snart vi får lov til at åbne, fortæller Jimmi Fejerskov Ladekjær, der er chefdyrepasser i Jyllands Park Zoo.

Nu håber parken så bare på, at året 2021 kan gøre sidste år kunsten efter og præstere lige så høje besøgstal.

- Jeg har på fornemmelsen af, at vi får en ok sæson. Jeg tror ikke, at den bliver lige så god som sidste år, selvom vi har flere åbningsdage, men nu må vi se, fortæller Ove Nordestgaard.