Så er det afgjort: Motorvej får to navne

Vejdirektoratet klar med kompromis i striden om navnet på midtjysk motorvej. Det bliver kun det nye stykke ved Silkeborg, der skal hedde Silkeborgmotorvejen.

150414_Motorvej.jpg

Vejdirekoratet skærer nu igennem i diskussionen om navnet på motorvejen mellem Herning og Aarhus. Og direktoratet er nået frem til et kompromis, som man håber kan stille alle parter tilfredse.

Direktoratet har besluttet, at de 31 kilometer motorvej, der er ved at blive bygget rundt om Silkeborg, skal hedde Silkeborgmotorvejen - og at resten af strækningen mellem Herning og Aarhus beholder navnet Herningmotorvejen.

Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V) er glad for beslutningen.

- Det er en fornuftig og pragmatisk beslutning, og jeg er glad for, at den motorvej, der går ind gennem Silkeborg, også kommer til at hedde Silkeborgmotorvejen, siger han til TV MIDTVEST.

Kommuner uenige

Beslutningen er truffet efter en høringsrunde, der har afsløret stor uenighed mellem de kommuner, der lægger jord til motorvejen. Silkeborg Kommune argumenterede for navnet Silkeborgmotorvejen, mens Herning ikke så nogen grund til at ændre navnet fra Herningmotorvejen.

- Det er Vejdirektoratets vurdering, at kompromisløsningen blandt andet har den fordel, at eksisterende vejnavne bevares, da det kun er den delstrækning, der er under anlæg, der navngives Silkeborgmotorvejen. Endvidere imødekommer navnet det fremsatte ønske om at inddrage de særlige forhold, som gælder i forbindelse med motorvejen gennem Silkeborg, siger planlægningsdirektør Helga Theil Thomsen fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hernings borgmester Lars Krarup (V).

 

Interview med Silkeborgs borgmester Steen Vindum:

0:51

 

2:09
Motorvejen mellem Århus og Herning kommer til at hedde både Silkeborg- og Herning Motorvejen