Rumænske tyve udvist af landet

To rumænske tyve blev onsdag fængslet og udvist af Danmark for at stjæle store mængder kobbertråd fra Energinets elanlæg i Brande.

Ny ret-Herning, Skilt, naer_0.jpg

Det blev til ubetingede fængselsstraffe på henholdsvis to og fem måneder og udvisning af Danmark til to rumænske tyve, der onsdag var for retten i Herning. Det skriver Herning Folkeblad.

De to gerningsmænd på henholdsvis 35 og 44 år blev taget på fersk gerning, da de natten til d. 16. juni brød ind på Energinets elanlæg i Brande for at stjæle kobberkabler.

Den 35-årige erkendte ifølge Folkebladet, at han kørte den 44-årige fra Odense til Brande, hvor han skulle vente, mens den 44-årige var på arbejde.

Den 44-årige kunne dog intet huske op episoden. Han forklarede, at chokket over anholdelsen har givet ham hukommelsestab.

Mens den 44-årige nægter sig skyldig og gerne vil hjem til Rumænien i en fart, bad den 35-årige mand om forstårelse fra dommeren og de to domsmænd.

- Jeg er bare et menneske, og jeg har aldrig før haft problemer med politiet, hverken i Rumænien eller i Danmark. (...) Min kæreste og jeg betaler husleje og skat som alle andre, og jeg udgør ikke nogen risiko for Danmark, sagde han ifølge Herning Folkeblad.

Begge modtog deres dom på stedet. Da de allerede har siddet fængslet i to måneder, vil den 35-årige mand sandsynligvis blive sendt ud af Danmark med det samme.