Rumænsk profil skifter til FCM Håndbold

Den 22-årige playmaker Eliza Buceschi skifter til FCM Håndbold før den kommende sæson.

Eliza Buceschi
Foto: www.ehfcl.com

FCM Håndbold har sikret sig den rumænske landsholdsspiller Eliza Buceschi på en toårig aftale gældende fra den kommende sæson.
    
Det oplyser den midtjyske klub i en pressemeddelelse tirsdag.
    
- Eliza Buceschi er en absolut topspiller. Hun er et åbenlyst talent med en god portion erfaring.
    
- Hun er en vigtig spiller på det rumænske landshold, og vi glæder os til at tilknytte hende i den kommende sæson, siger sportsdirektør Stefan Kristensen.
    
22-årige Eliza Buceschi er playmaker og scorede et hav af mål, da Rumænien 18. marts slog Danmark i OL-kvalifikationsturneringen.
    
- Hun er en spændende type, som passer godt ind på vores hold. Hun har en god træningskultur og er villig til at arbejde hårdt for at udvikle sig, og det stemmer godt overens med vores værdier, siger Stefan Kristensen.
    
/ritzau/