Romerlys kastet ind ad vindue

En gerningsmand knuste tirsdag aften en rude i en lejlighed ved Engens Kvarter i Gullestrup, og kastede et tændt romerlys ind af vinduet. Politiet efterlyser vidner til episoden

Logo,_blaa_hundbil.jpg

Det kunne være endt helt galt, da en ukendt gerningsmand tirsdag aften klokken 23.50 smed et romerlys ind af vinduet hos en 28-årig mand i Gullestrup ved Herning. Romerlyset landede i beboerens køkken.

Heldigvis var manden hjemme, så han kunne nå at slukke romerlyset, inden det startede en brand.

Politiet har ikke mange spor at gå efter i sagen. Vidner har set en ung mand i en hvid jakke løbe fra stedet, men det er deres eneste signalement. De er derfor meget interesserede i at høre fra flere vidner.

Den 28-årige beboer har fortalt politiet, at han ikke har nogen ide om, hvorfor nogen har kastet et romerlys gennem hans vindue.