Riis efter første NTT-sejr: Vigtigt for holdet

Giacomo Nizzolo sørgede lørdag for, at Bjarne Riis' NTT-hold kunne juble over sæsonens første sejr.

2020 starter bedre ud for Bjarne Riis' hold, der i 2019 kun fik seks sejre.
2020 starter bedre ud for Bjarne Riis' hold, der i 2019 kun fik seks sejre.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Cykelholdet NTT tog lørdag den første sejr i 2020, da Giacomo Nizzolo kørte først over målstregen på 5. etape af Tour Down Under.

Dermed har Bjarne Riis' mandskab fået en god start på sæsonen efter et sløjt 2019.

Den danske team manager er da også glad for Nizzolos triumf.

- Denne sejr er vigtig for os. Det er selvfølgelig også dejligt for mig personligt, men det var vigtigt for hele holdet, siger Riis til netmediet cyclingnews.com.

Sådan så det ud, da den italienske rytter krydsede stregen. 
Sådan så det ud, da den italienske rytter krydsede stregen. 
Foto: Brenton Edwards/AFP/Ritzau Scanpix

- Det giver os forhåbentlig et boost i forhold til at arbejde hårdere og blive ved med at gøre det, jeg vil have ryttere til at gøre; køre som et hold.

2019 bød kun på seks sejre for det sydafrikanske hold, der før denne sæson gik under navnet Dimension Data.

I år har NTT tre danskere på holdet i form af Michael Valgren, Andreas Stokbro og Michael Carbel.

På ledelsesgangen har Bjarne Riis blandt andre selskab af de to danskere Lars Michaelsen og Lars Bak, der er henholdsvis ledende og assisterende sportsdirektør.

/ritzau/