Der bliver slået med køller i Sinding i dag. I hvert fald er 120 pensionister meldt til et stort kroketstævne i byen i forbindelse med byfest i byen, som også bliver kaldt Æ Sinding Daw.
- Det er kun pungen op af lommen en gang, og så er alt med. Det er venner, og man kender alle, siger Jørgen Friis fra Sinding, der har været med til at arrangere kroketturneringen.
Folk kommer fra Billund, Give og alle de omkringliggende nabobyer.
Flere på venteliste
Stævnet har vist sig at være så populært, at der er 17 deltagere på venteliste. Sådan har det efterhånden været i nogle år.
- Vi ved ikke hvorfor. Det første år var vi 58, det næste år kom der 120, og det har vi været hvert år siden. Det er fantastisk. Og nu er der folk på venteliste. Vi er oven ud tilfredse, siger Jørgen Friis.
Stævnet er ikke det eneste, byfesten har at byde på i dag - der er også frokost, fællessang og harmonikamusik.
æ Sinding daw er den lokale byfest i Sinding. Byfesten har været afholdt siden 1975 med stor lokal opbakning fra befolkningen.
Byfesten løber typisk fra tirsdag til søndag med meget varierende indhold.