Rekordmange besøgte hingstekåring til 40 års jubilæum

En af verdens største hestebegivenheder trak flere end 67.000 besøgende til Herning.

Arkiv.
Arkiv.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Heste, ryttere og andre interesserede strømmede i weekenden til Herning til 40 års jubilæet for Dansk Varmblods Hingstekåring og messen Hest & Rytter. Med 67.211 besøgende fra 21 forskellige nationer var det et rekordår. Det skriver MCH i en pressemeddelelse.

- Det har været en stor fornøjelse at danne ramme om så mange heste, ryttere og entusiaster fra ind- og udland, lyder det fra Georg Sørensen, som er administrerende direktør i MCH A/S.

875 heste og 300 udstillere deltog i arrangementet, som både bød på konkurrencer, hingstekåring, gallashows og messe. Arrangementet løb af stablen fra 6.-10. marts, og på 40 års jubilæet var der 12% flere besøgende end i 2018.

Det var blandt andet årets gallashow, der var udsolgt både fredag og lørdag, der tiltrak folk. Her blev gæsterne underholdt af musikalske indslag fra Sigmund, Ida Corr, Julie Berthelsen og Rasmus Bjerg.

Flere besøgsrekorder i MCH

Besøgsrekorden til hestemessen er ikke den første rekord, MCH offentliggør i år. I januar kunne de fortælle, at der i 2018 var flere end 1,1 millioner besøgende til arrangementer og messer i både Jyske Bank Boxen, MCH arena, Messecentret og Kongrescentret.

Med mere end 100.000 flere besøgende end i år 2017, var det det største antal besøgende nogensinde. Det var blandt andet VM i Ishockey, der trak de mange mennesker til den jyske hede.

Med verdensmesterskaberne i herrehåndbold i januar, ser 2019 også lovende ud for MCH. Her spillede håndboldherrerne flere gange for en udsolgt arena med plads til godt 14.000 tilskuere.   

I forbindelse med messen bragte vi et indslag om udviklingen i hestebranchen. Du kan se historien herunder:

3:50