Rekordfangst i Karup Å

Lystfisker hev i weekenden en næsten 11 kg tung havørred i land.

fiskebillede.jpg

Lystfisker Jan Snejbjerg fra Skive er i dag ikke helt landet på jorden endnu efter en weekend ved Karup Å, som han aldrig glemmer. 

- Nej, nej, jeg er slet ikke kommet mig over det endnu. Det gør jeg nok aldrig. Det var en helt fantastisk oplevelse og en fantastisk fisk.

Noget stort i vente

Efter en halv times fluefiskeri i nærheden af Hagebro, uden at have set eller mærket noget, fik Jan Snejbjerg et kraftigt hug.

- Jeg blev klar over, at noget stort var i vente. Det var virkelig en drabelig fight, og jeg vidste, at jeg ikke måtte slippe den igen. Efter knapt 10 minutter fik jeg den op på en sandbanke i udkanten af et sving. Her blev jeg noget overrasket over tykkelsen på haleroden. Den var så massiv, at jeg ikke kunne få fat. I stedet smed jeg stangen og brugte begge hænder til at håndlande den store fisk, fortæller Jan Snejbjerg.

Den store havørred på 10,81 kg og 90 cm lang formåede at holde Jan Snejbjerg vågen det meste af natten til søndag. Det er den største havørred der er fanget i Karup Å i år.