Rædselskøretur: Mishandlet med kniv undervejs

To mænd er sigtet for grov vold og bortførsel af en 41-årig mand fra Silkeborg-området.

Retten i Herning
Foto: Arkiv

Onsdag kl. 13.30 bliver de to mænd, som tidligere på dagen blev anholdt i forbindelse med en sag om grov vold og bortførsel, fremstillet i grundlovsforhør i Herning.

De to mænd er sigtet for at have bortført en 41-årig mand fra Silkeborg-området mellem kl. 01.20 og 02.55 natten til onsdag. Her skulle de ifølge anklagen have tvunget offeret ind i en stjålen bil i Herning og kørt rundt med ham indtil, at det lykkedes politiet at stoppe bilen i Viborg.

Under køreturen har gerningsmændene truet den 41-årige silkeborgenser på livet og skåret ham med en kniv, som har givet ham dybe sår på den ene arm og hånd.

På køreturen er gerningsmændene stoppet i Sunds, men hvad, der præcist er foregået, er endnu uvist. 

De to sigtede er henholdsvis 37 og 41 år og er af anden etnisk herkomst, men taler flydende dansk. De er sigtet for frihedsberøvelse og grov vold af særlig farlig karakter med skader til følge.

Grundlovsforhøret foregår bag lukkede døre, og offentligheden har derfor ingen adgang til retslokalet, efter at sigtelsen er blevet læst op.

Men allerede inden, at dørene til retslokalet blev lukket for offentligheden, opstod der drama i salen, da de to sigtede begyndte at råbe op om, at de føler sig uretfærdigt behandlet af politiet.

Begge mænd nægter sig skyldige i begge forhold.