PSV-træner udtrykker respekt for afbudsramte FC Midtjylland

PSV kommer med stor selvtillid, men cheftræner Roger Schmidt udtrykker også respekt for FC Midtjylland.

PSV Eindhovens tyske træner Roger Schmidt anstrenger sig for ikke at undervurdere FC Midtjylland i aftenens Champions League kvalifikationskamp.
PSV Eindhovens tyske træner Roger Schmidt anstrenger sig for ikke at undervurdere FC Midtjylland i aftenens Champions League kvalifikationskamp.
Foto: Jerome Putmans Ritzau/Scanpix

FC Midtjylland må undvære fire coronaramte spillere, heriblandt profilerne Pione Sisto og Henrik Dalsgaard, til tirsdagens opgør hos PSV Eindhoven i Champions League-kvalifikationen.

Kvartetten er testet positiv for corona, og det giver naturligvis PSV en øget chance for at skabe sig et godt udgangspunkt til returkampen i Herning om en uge.

PSV har selv tidligere haft coronaudbrud i truppen, og cheftræner Roger Schmidt nedtoner betydningen af fraværene.

- Vi oplevede det flere gange i sidste sæson, men jeg er ikke interesseret i det. Jeg fokuserer på mit eget hold. De (FCM, red.) skal nok finde løsninger på det. Vi skal regne med at møde en stærk modstander, siger Roger Schmidt ifølge Voetbal International.

PSV slog i seneste runde af Champions League-kvalifikationen tyrkiske Galatasaray to gange med sammenlagt 7-2.

- Vi har høstet selvtillid i de to kampe. Nu skal vi fortsætte og sørge for at udnytte vores hjemmebanefordel, siger Schmidt og udtrykker respekt for FC Midtjylland:

- Vi skal være klar på deres fysiske styrke og deres dødbolde, som de altid er meget optagede af. Derudover har Midtjylland et godt miks af tekniske og hårdtarbejdende spillere.

- De har måske fem brasilianere i deres startopstilling, og de kan også veksle mellem taktiske formationer og starte med tre forsvarsspillere.

Bookmakerne tror på PSV, men Roger Schmidt vil ikke påtage sig favoritværdigheden.

- Det bruger jeg ikke tid på. Det er mere en ting for medierne, siger tyskeren.

PSV har også udfordringer med sit hold. Den franske forsvarspiller Olivier Boscagli er i karantæne efter et rødt kort mod Galatasaray, og midtbanespilleren Mohammed Ihattaren er for tiden valgt fra, da han angiveligt er på vej væk fra klubben.

Ud over Sisto og Dalsgaard er også midtbanespillerne Nicolas Madsen og Mikael Anderson testet positiv for corona i FC Midtjylland.

Den samlede vinder af duellen mellem FC Midtjylland og PSV kvalificerer sig til den afgørende playoffrunde før gruppespillet i Champions League. Taberen ryger videre til gruppespillet i Europa League.