Promille på 2,54: Fuld lastbilchauffør kører galt to gange

En lastbilchauffør var så fuld, at han i to omgange kørte ind i en mur ved Danish Crown i Herning.

Politi
Foto: Scanpix / Ida Marie Odgaard

En 26-årig polsk lastbilchauffør må have gedigne tømmermænd fredag.

Torsdag morgen skulle han have læsset nogle ting på ved Danish Crown i Herning. Men det gik ikke helt, som sådan noget plejer.

- Først kører han forlæns ind i en mur. Efterfølgende bakker han så og kører ind i en anden mur. Og det er altså ikke ligefrem et sted, hvor man behøver at ramme murene, siger sekretariatsleder ved lokalpolitiet i Herning, Bent Smedegaard.

Danish Crown-medarbejderne opdagede chaufførens mærkværdige kørsel og fik tilkaldt politiet, og det viste sig, at den unge chauffør havde fået lidt for meget indenbords. Det var han tilsyneladende godt klar over, da politiet kom på stedet, for der valgte han at låse sig inde i sit førerhus.

- Da vi får ham ud, er han så fuld, at han næsten ikke kan snakke, siger Bent Smedegaard.

Efterfølgende får politiet så målt han promille. Først blev den målt til 2,49, men senere steg den så til 2,54.

Store konsekvenser

Chaufføren kørte i en næsten helt ny Volvo-lastbil, og mens den ikke tog så meget skade, så gik det ud over af murene.

- Den ene mur har slået en revne fra top til bund, og så har den skubbet sig en centimeter, siger Bent Smedegaard.

Den unge polske mand fik en bøde på 20.320 kroner og har øjeblikkeligt fået en ubetinget frakendelse af sit kørekort, mens han er blevet sendt hjem til Polen og har fået forbud mod at køre i Danmark i tre år. Samtidig har det polske firma, han arbejdede for, også valgt at fyre ham med øjeblikket virkning. 

Ifølge Jens Hansen, der er presseansvarlig for Danish Crown, var chaufføren kommet i god tid.

- Da han ankommer, er der ikke umiddelbart noget, der har tydet på, at han har været beruset. Han har så holdt nogle timer og ventet på, at der skulle læsses i hans lastbil. Det er formentlig der, at han så har fået en tår over tørsten, siger han.

Lastbilfirmaet sender nu en anden chauffør fra Polen for at hente lastbilen hjem. Firmaet kan desuden også se frem til et erstatningskrav fra Danish Crown.