Profil vender tilbage til Herning Blue Fox

Angriberen Morten Poulsen har skrevet en treårig kontrakt med barndomsklubben.

Morten Poulsen har spillet 151 kampe for det danske landshold.
Morten Poulsen har spillet 151 kampe for det danske landshold.
Foto: Jan Korsgaard / Ritzau Scanpix

Efter syv sæsoner i udlandet vender ishockeyspilleren Morten Poulsen tilbage til Herning Blue Fox.

Den 29-årige angriber har skrevet en treårig kontrakt med barndomsklubben og kan dermed se frem til at blive genforenet med sin lillebror Anders Poulsen.

- Jeg er virkelig glad for at være tilbage i Herning. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne vil komme tilbage og har også set frem til det. Holdet til den kommende sæson ser virkeligt spændende ud med en stor stamme af danske spillere, og herunder især lokale Herning-drenge. Det er naturligvis dejligt, at så mange af ”byens rødder” er på holdet, men det er vigtigst at kvaliteten også er der, og det synes jeg virkeligt det ser ud til, så det bliver meget spændende, siger Morten Poulsen i en pressemeddelelse. 

Rekord i slutspillet

Det er ikke en hvem som helst, der nu skal styrke angrebet hos Blue Fox. Morten Poulsen har spillet 151 kampe for det danske landshold, 245 kampe i den danske liga og 356 kampe i Sverige, Østrig og Finland.

I sæsonen 2010-2011 vandt han DM-guld med Blue Fox og satte i slutspillet rekord med flest point for en dansk spiller (82), og klubbens cheftræner Petri Skriko er da også en tilfreds mand.

- Morten er en rigtig hårdt arbejdende angriber med en helt fantastisk attitude. Han arbejder stenhårdt i begge ender af banen, og er spilleren der knokler sig ind i alle de områder, hvor det gør ondt, men hvor de vigtigste kampe bliver taget for holdet. Han vil blive en drivkraft i vores angreb og på vores hold, og jeg synes det er helt fantastisk for klubben, kulturen i klubben og ikke mindst Morten selv, at han over de næste 3 sæsoner er at finde i Herning Blue Fox, siger Skriko i pressemeddelelsen.