Priske og Sviatchenko: Stort at vinde sådan i Parken

FCM's træner og anfører var meget tilfredse med måden, som FCK blev slået på i superligatopkamp

Erik Sviatchenko er her symbolet på, at FCM var større end FCK i Parken.
Erik Sviatchenko er her symbolet på, at FCM var større end FCK i Parken.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For en uge siden smed FC Midtjylland en føring på 3-1 hjemme mod AGF, men tabte alligevel med 3-4, men søndag viste holdet, hvor skabet - eller rettere sagt mesterskabet - skal stå.

Efter en solid indsats blev FC København slået med 2-1 i Parken, så midtjyderne nu fører med 11 point til FCK inden de sidste seks spillerunder i Superligaens mesterskabsspil.

- Jeg er glad for, at vi kunne stå for presset, for det er også et mentalt spil, og der er stor credit til holdet for at levere sådan en præstation efter sådan en skuffelse sidst, siger FCM-træner Brian Priske.

Han så sit hold kreere en håndfuld gode chancer i første halvleg, mens FCK skulle et stykke ind i anden halvleg, før det første gang blev farligt på hjemmebanen i Parken.

- Jeg tror, at der gik omkring 70 minutter, før de havde en afslutning på mål, og det siger selvfølgelig en del. Jeg synes, at vi var det bedste hold og skabte en del chancer og vandt meget fortjent. Men hvor stor styrkeforskellen var, er svært at sige, siger Priske.

Man får dog ikke træneren til at fejre mesterskabet allerede.

- Fodbold er fodbold, og alt kan lade sig gøre. Så for os handler det om at holde fokus og sørge for at gøre arbejdet færdigt.

Anfører Erik Sviatchenko er på linje.

- Matematisk kan alt lade sig gøre, men med vores selvtillid og selvforståelse skal vi selvfølgelig gøre det færdigt. Det ligger godt til os, men man skal gå ydmygt ind til alle kampe og vise respekt for kampene, fastslår Sviatchenko.

Han var utroligt glad for måden, FCM vandt på og medgav, at holdet i perioder havde optrådt på den måde, som FCK har for vane at gøre som hjemmehold i Parken.

- Det var utroligt dejligt at vinde på den måde. Vi kom med et meget stærkt udtryk, og jeg synes, at det var en meget stærk præstation, når man ved, at FCK kom meget sultne på banen for at stoppe vores march, siger Sviatchenko.

Solbakken: Løbet er kørt

Hos FC Midtjylland ville man ikke tage ordet guld i munden, selv om forspringet i Superligaens top nu er på 11 point ned til FC København efter søndagens 2-1-sejr i Parken.

Anderledes var det hos FC København, hvor træner Ståle Solbakken ikke længere tror på, at hans hold kan komme tilbage med kun seks runder tilbage.

Op til kampen var hans ellers citeret for at sige, at søndagens kamp ikke var en matchbold til FCM.

- Jeg løj. Det går ikke. Løbet er kørt. Men der er stadig meget andet at spille for. Vi har spillere, der kommer tilbage fra skader, vi skal spille to gange mod AGF, som kommer bagfra, og vi er stadig med i Europa League, siger Ståle Solbakken.

Han så sit hold have meget svært ved at komme til muligheder mod FCM, der til gengæld havde chancer til at vinde større.

- Jeg er ikke glad. Vi manglede noget power, og der var for meget nips. Vi skal sætte meget flotte angreb op med stærke pasninger for at komme til chancer, vurderer FCK-træneren.

Han var stærkt utilfreds med måden, som midtjyderne kom foran på efter godt en halv time.

På banens midte helt ude i siden gled Frank Onyeka let forbi Jens Stage, inden han stormede ned mod FCK-målet, så Sory Kaba kunne score på en ripost.

- Det var en skændsel, at vi gav et mål væk på den måde. Stage skulle stoppe ham, men havde allerede fået et gult kort, som kom til at præge ham. Måske skulle jeg have taget ham ud.

Og så er Solbakken fremme ved en anden problematik. Skader har gjort, at han stort set ikke har haft alternativer til positionerne på midtbanen og i angrebet, og det blev ikke bedre af, at anfører Zeca søndag afsonede karantæne.

- Robert Mudražija var den eneste midtbanespiller på bænken, og han ville højst være i stand til at spille en halv time.

- Det var det samme med Jonas Wind, men han fik alligevel en halvleg, så vi har været hårdt præget af skader. Vi har kæmpet mod meget i sæsonen, siger Solbakken.

Han anerkender dog også FCM's præstation uden at falde på falde på halen.

- De spillede en ok kamp, men man faldt ikke bagover, siger Solbakken og bliver mere generel:

- De spiller med meget power, har nogle meget hurtige spillere på bolden og er meget stærke på dødbolde.

FCK skal i næste runde til Aarhus og møde AGF, der på tredjepladsen er syv point efter FCK.

/ritzau/