Portræt af Lars Krarup: Bykongen der blev borgmester som 29-årig

Han har skaffet Venstre absolut flertal i Herning, men insisterer på et bredt samarbejde. Og så har Lars Krarup haft mange sejre som borgmester, men et nederlag gjorde specielt ondt.

Sådan så Lars Krarup ud på sin første dag som borgmester i Herning.

Han vil næppe selv synes om betegnelsen - men Lars Krarup er nok det tætteste, man kommer på en bykonge i Midt- og Vestjylland.

Læs også Lars Krarup stopper som borgmester: - Det er meget emotionelt

Hans indflydelse og opbakning i Herning Kommune er indiskutabel.

Ved kommunalvalget i 2017 fik Venstre 55,6 procent af stemmerne i Herning Kommune. Partiet fik 28.071 stemmer, hvoraf de 11.794 gik til Lars Krarup personligt.

Det hele begyndte i 2002.

Helge Sander var netop blevet genvalgt som borgmester i Herning Kommune, men da Anders Fogh Rasmussen kort tid efter besluttede at udnævne ham til videnskabsminister, pegede Sander på Lars Krarup som sin afløser.

Krarup, der er udlært butiksslagter, var dengang direktør i ishockeyklubben Herning Blue Fox, og Helge Sander så et stort politisk talent i den unge Venstremand.

Alligevel kom udnævnelsen som noget af en overraskelse for herningenserne, og mange hæftede sig ved, at den nye borgmester kun var 29 år. 

Selv syntes Krarup ikke,  at hans alder var så interessant,  men han havde alligevel en ydmyg tilgang til tingene, da TV MIDTVEST besøgte ham på hans første dag på borgmesterkontoret.

01:05

Lars Krarups første dag på borgmesterkontoret i 2002. Video: TV MIDTVEST

Luk video

- Jeg er ikke dummere end, at jeg ved, at jeg nok skal gå hen og lave et par små fodfejl her i starten, men heldigvis har jeg mange mennesker bag mig. Så der er ikke noget, der som sådan er kommet bag på mig endnu, men lad os nu se. Dagen er jo heller ikke løbet ud endnu, sagde han. 

Og herningenserne kom hurtigt til at synes godt om den nye unge mand i borgmesterstolen. Da Krarup i 2005 for første gang skulle genvælges som borgmester, fik Venstre 57,8 procent af stemmerne - en fremgang på 13 procent. 

- Det er jeg meget, meget ydmyg overfor. Jeg er også meget stolt og glad for det flotte resultat, mit hold har lavet sammen med mig. Det er utroligt flot, og som du nok også kan høre på mig, er jeg også meget rørt over det, lød hans umiddelbare kommentar på valgaftenen. 

03:52

Kommulvalget 2005 - Lars Krarup læser valgresultatet op. Video: TV MIDTVEST (arkiv)

Luk video

Selv om Venstre fik absolut flertal, stod Krarup fast på, at der også skulle være attraktive udvalgsposter til byrådets andre partier.

Venstre skulle ikke sætte sig på det hele, og den tilgang har han holdt fast i gennem de snart 19 år i borgmesterstolen. En tilgang til det politiske arbejde, som kollegerne fra de andre partier ofte har anerkendt.

Politiske sejre har der været mange af for Herning Kommune i Krarups regeringstid. At Region Midtjyllands nye storsygehus blev placeret i Gødstrup er nok en af dem, der har fyldt mest i offentligheden. Udbygningen af motorvejsnettet og store sportsbegivenheder som starten på Giro d'Italia i 2012 og VM i ishockey i 2018 fyldte også meget.

Fra det første spadestik til storsygehuset i Gødstrup. Foto: TV MIDTVEST arkiv

Herning Kommune har i Krarups periode været begunstiget af en særdeles god økonomi. Det skyldes ikke mindst beslutningen om at sælge kommunens aktier i Energigruppen Jylland til DONG i 2003.

Kommunen tjente 1,1 milliard kroner netto på salg af energiaktier og brugte blandt andet pengene til at betale gammel gæld og sætte skatten ned - men gevinsten er også  brugt til projekter, som andre kommuner formentlig betragter med en vis misundelse. Det gælder for eksempel et nyt bibliotek, en ny svømmehal og DGI Huset.

03:07

Indslag fra juni 2018 - sådan har Herning brugt DONG-pengene.

Luk video

Ingen politiske karrierer uden nederlag. Lars Krarup kæmpede op til politireformen i 2007 for, at Herning skulle have en døgnåben politistation. Det lykkedes som bekendt ikke, da Holstebro fik hovedkvarteret for Midt- og Vestjyllands Politi.

Et af de nederlag, der gjorde mest ondt, var placeringen af den vestdanske politiskole. Den daværende justitsminister Søren Pind (V) mente, at skolen skulle ligge i Herning, men et politisk flertal med Dansk Folkeparti i spidsen besluttede, at skolen skulle placeres i Vejle.

- Herning taber, og Kristian Thulesen Dahl vinder, lød Krarups analyse dengang.

Mange politiske kommentatorer har gennem tiden peget på Lars Krarup som et oplagt bud på et folketingsmedlem og også ligefrem som minister. Men hver gang har borgmesteren fra Herning sagt nej tak. 

00:24

Lars Krarup afviste i 2017 definitivt en karriere i landspolitik.

Luk video

Og han nævner direkte forløbet med politiskolen som noget, der har bekræftet ham i troen på, at landspolitik ikke er noget for ham.

- Jeg tror sådan set godt, at jeg kan finde ud af det spil med de lange knive i ærmerne. Men jeg kan ikke trives i det. Som menneske vil jeg ikke gå i sådan et miljø, sagde han i 2017 til magasinet Indblik Søndag på TV MIDTVEST.

Nu har han så besluttet, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget i 2021. Hvad han så skal bruge tiden på, har han endnu ikke besluttet. Men landspolitiker bliver han altså ikke.