Politisk redaktør: En tidlig exit fra Lars Krarup kan hjælpe partiet

Lars Krarup stopper i politik, og Dorte West ser ud til at blive Venstres nye borgmesterkandidat til det kommende kommunalvalg. Men går Lars Krarup af allerede inden valget?

Lars Krarup (V) har været medlem af byrådet i Herning Kommune siden 1998, og han har siden 2002 haft titlen som borgmester.

Men nu har han meldt ud, at han ikke stiller op igen, og i dag kunne TV MIDTVEST så fortælle, at Venstres 19 byrådsmedlemmer i Herning peger på Dorte West til at overtage borgmesterkæden til næste år.

Og måske skal herningenserne ikke vente så længe, før de får en kvindelig borgmester. Det er nemlig ikke uhørt, at en borgmester i samme situation som Lars Krarup går af før valget.

quoteDer ligger rigtig meget profilering i det at være borgmester.

Thomas Funding, politisk redaktør, Avisen Danmark

- Det ville give rigtig god mening for Dorte West og for Venstre. Det ville give mulighed for hende til at definere sin egen platform, og det er også noget, vi ser i mange andre kommuner, at når de her ”bykonger” takker af, så sker det ofte, at de gør det et halvt eller et helt år før valget for at give plads til den nye, siger Thomas Funding, der er politisk redaktør hos Avisen Danmark.

Beholder posten til valget

Men en ting er, hvad der ifølge den politiske redaktør ville give god mening. Noget andet er, hvad politikeren med et borgmesterskab, der er gammelt nok til at have kørekort, vælger at gøre.

- Min plan er at sidde perioden ud på den post, jeg har, siger Lars Krarup (V) til TV MIDTVEST.

Og det kan altså muligvis besværliggøre kommunalvalget i 2021 for den nye venstrekandidat.

En periode som borgmester, inden krydset skal sættes, kan nemlig gøre underværker for en kandidat, der ikke er helt så kendt i byen som Lars Krarup.

quoteJeg ville være overrasket, hvis ikke Venstre beholder magten i Herning.

Thomas Funding, politisk redaktør, Avisen Danmark

- Der ligger rigtig meget profilering i det at være borgmester, og jeg er sikker på, at hvis Dorte West fik den post, så ville der ikke være den kopimaskine i Herning og omegn, hun ikke ville komme ud og klippe snoren over for, når den skulle indvies, siger Thomas Funding.

Selvom hun endnu ikke kan prale af et 18 år langt rul som borgmester, så er Dorte West dog ikke helt grøn i kommunalpolitik. Hun blev valgt ind i byrådet i 2009 og er i dag formand for Børne- og Familieudvalget.

Det, lagt sammen med at Venstre står meget stærkt i Herning Kommune, betyder, at Dorte West bestemt sagtens kan blive den næste borgmester i den midtjyske hovedstad.

- Jeg ville være overrasket, hvis ikke Venstre beholder magten i Herning, siger Thomas Funding.

Venstres borgmesterkandidat bliver først officielt valgt på et opstillingsmøde i september, så andre kandidater kan stadig nå at melde sig.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Politik.