Politikere: Nationalpark Skjern Å bliver til noget

Ringkøbing-Skjern og Herning Kommuner forsøger nu igen at sparke gang i planerne om en nationalpark.

Skjern Å opland

Indtil nu har Ringkøbing-Skjern og Herning kommune haft svært ved at finde fælles gear, selvom de begge gerne vil være nationalpark-værter. Men søndag ved det fælles arrangement, Skjern Å Dag, var visionen om en nationalpark igen entydig:

- Jeg mener ikke, der er noget at tabe overhovedet. Der er kun noget at vinde - der er noget at vinde på mange parametre. Vi udvikler vores natur og miljø, vores erhvervsturisme og naturturisme - vi giver mulighed for at man kan brande sig på produkter her fra området - og i det hele taget er det den korteste måde at fortælle omverdenen, at her er et spændende sted at besøge, fortæller Johs. Poulsen, (R), Formand for Kultur- og fritidsudvalget i Herning Kommune

Mulige millioner til Nationalparken

I 2012 var det lige ved og næsten - men realiseringen blev skudt ned på Christiansborg.

Men som et led i partiets finanslovsudspil vil de Radikale nu afsætte 10 millioner til en Nationalpark omkring Skjern Å.  At de Radikale nu igen taler sagen op, håber kommunerne kan blive vendepunktet.

- Det her er en italesættelse på gangene på Christiansborg, og det er dér, alting starter - så det hilser vi velkomment, at det nu er blevet italesat. Så må vi jo presse på dér, hvor vi kan i hvert vores politiske bagland, siger Søren Elbæk, der er Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Johs. Poulsen, håber at naboerne i Ringkøbing-Skjern nu vil sætte samme hastighed som Herning, i arbejdet på at få en nationalpark:

- Vi er også lidt forskellige kulturer selv i vores landsdel - det er rigtigt, at i Herning Kommune er vi klar. Men jeg oplever helt tydeligt, at man også i Ringkøbing-Skjern er inde i en proces, hvor man for alvor er ved at få snuden i sporet og cementere, at vi skal have en nationalpark, siger Johs. Poulsen.

Men trægt har det været i Ringkøbing-Skjern, mener Johs. Poulsen. Om han har ret, er der ikke enighed om i kommunen mod vest.

- Jeg vil gerne vedgå, at vi har været fodslebne i Ringkøbing-Skjern Kommune - det synes jeg, vi har - og det er også derfor tempoet nu skal sættes op i forhold til nationalparken, fordi det er meget vigtigt, at vi griber den her mulighed i vores kommune, siger Søren Elbæk.

- Vi er som sagt enige om det i Ringkøbing-Skjern Kommune og har også sat en proces i gang i forhold til Herning - så jeg mener bestemt ikke, at vi på nogen måde spænder ben for, at det her skal kunne lade sig realisere, siger Hans Østergaard, der er borgmesterkandidat for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Landbruget kan spænde ben

Et bump på vejen til Nationalparken kan blive landbruget, der frygter flere krav i forhold til marker inden for nationalparken end udenfor.

- Jeg tror ikke, det her var, som det var for ti år siden. Landbrugets struktur er under en kolossal forandring, og derfor tror jeg også, at landbrugets holdning til det her flytter sig hele tiden - så det er jeg ikke så bekymret for, siger Søren Elbæk.

Og ifølge Johs. Poulsen har landmændene intet at frygte:

- Det synes jeg bestemt ikke. Tværtimod har landmændene grund til at være vågne over for, om der ikke her er nogle indtjeningsmuligheder i fremtiden, som er rigtig interessante, siger Johs. Poulsen.

På en søndag lidt uden for Borris, er de tre politikere dog enige om at National Park Skjern Å vil blive en realitet inden for en årrække.  

I de kommende måneder vil projektmagerne forsøge at handle nationalparkens rammer på plads.
 

2:09