Politiinspektør forstår frustration hos Fakta i Herning: - Vi har fokus på området

Politiet har fokus på de personer, der hænger ud nær den Fakta i Herning, som har fjernet bestemte varer, anskaffet overfaldsalarmer og hyret en vagt.

Claus Nørgaard er politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Claus Nørgaard er politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Det er ikke noget nyt, at der en varmestue i Herning, som indimellem tiltrækker politiets opmærksomhed. 

Men ordensmagten er udmærket klar over, at det klientel, de personer, der bruger varmestuen, har flyttet sig, fordi varmestuen midlertidig er flyttet til Markedspladsen.

- Vores patruljer er udmærket klar over, at de skal være opmærksomme omkring det her område, som vi har og vil have øget fokus på, siger politiinspektør Claus Nørgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Selvom han godt kan forstå, at de her skæve eksistenser kan skabe noget utryghed for både naboer og butikker, så fastslår han, at det er en politisk beslutning, hvor varmestuen og dermed de her personer skal være. Midlertidigt såvel som permanent.

- De må gerne opholde sig dér.

Er vi kommet dertil i Midt- og Vestjylland, at personalet i et supermarked skal have overfaldsalarmer og en vagt i døren?

- Det er ikke vores opfattelse. Det er ikke den situation, vi ser generelt. Men det er klart, at det er nogle andre mennesker, end de måske har været vant til.

- Vi har talt med ejeren. Vi har fokus på området, men vi kan ikke være dér hele tiden, fortsætter politiinspektøren.

Vanskeligt at stille noget op

- Vi er til for lov og orden. Vi kommer gerne.

En pointe, som politiinspektøren selvsagt gerne vil frem med. Men det er vanskeligt per definition af jage en gruppe af mennesker væk. 

Selvfølgelig er der lige nu nogle coronarestriktioner til hjælp, hvis der er for mange samlet ad gangen. Men generelt set kan der være områder over alt i samfundet, hvor det kan være utrygt, men hvor politiet ikke nødvendigvis kan gribe ind.

- Der kan være situationer i det offentlige rum, hvor man kan møde mennesker, som man er utrygge ved. Lidt ligesom hvis man bevæger sig gennem en gade med værtshuse, hvor folk er fulde og råber. Det er ikke ensbetydende med, at der sker noget, afslutter Claus Nørgaard.

Politiinspektøren er ikke bekendt med, at der er mange som Fakta, der har henvendt sig omkring problemstillingen.