Politiet undersøger lejlighed efter dødsfald: - Det er dybt tragisk

Politiet er i fuld gang med at undersøge, hvad de to unge mænd, der er blevet fundet døde i Herning, har indtaget.

Politiet i Herning arbejder lige nu på at blive klogere på, hvad det var for et stof, to teenagere tog torsdag aften, da de døde af en overdosis i en lejlighed på Olufsgade i Herning.

Det fortæller Bent Smedegaard fra lokalpolitiet.

- Vi har efterforsket hele aftenen og natten, og vi er gået videre i dag med at undersøge lejligheden derude for at finde rester af stoffet, de har indtaget.

- Vi prøver i det hele taget på at finde ud af, hvad det er for stoffer, de har taget, og hvor de har fået det fra.

Politiets efterforskning peger ikke på, at der skulle ligge en kriminel handling bag dødsfaldene.

- Det er dybt tragisk

Det var venner til de afdøde, som blev bekymrede og fandt de to teenagere på 17 og 18 år i lejligheden. De slog alarm sent torsdag aften, og siden har politiet arbejdet intenst med sagen.

Det var i en lejlighed her på Olufsgade i Herning, de to unge mænd blev fundet livløse. 
Det var i en lejlighed her på Olufsgade i Herning, de to unge mænd blev fundet livløse. 
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Politiet fortæller til TV MIDTVEST, at de unge mænd ikke er en del af det kriminelle miljø i Herning, men at de ikke altid har haft det let, og at den ene har været tilknyttet et kommunalt botilbud på adressen. 

- De har været i et svært miljø, hvor der er nogle, der har taget hånd om dem - også andre end deres forældre. 

- Det er dybt tragisk, at de her unge mænd er afgået ved døden på den her måde ved at have indtaget et stof, som de formentlig ikke kunne tåle, siger Bent Smedegaard.

Skal obduceres i Skejby

Efterforskningen skal desuden slå fast, om der er tale om et enkelt stof eller en blanding af flere forskellige rusmidler.

De unge mænd skal obduceres og undersøges nærmere på Skejby Sygehus på mandag.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.