Politiet søger vidner: Tricktyve på spil i Herning

Billeder af to mistænkte tricktyve er blevet offentliggjort. Politiet hører gerne fra borgere, der kan hjælpe i sagen.

Kvindelig mistænkt.
Kvindelig mistænkt.
Foto: Overvågningskamera.

Midt- og Vestjyllands Politi beder om hjælp til at finde to tricktyve, der den 16. november stjal en 81-årig kvindes dankort i Herning. 

Kvinden handlede i Fakta i Vestergade, hvor de to tyve ved kassen aflurede pinkoden til dankortet. På vejen hjem blev den ældre kvinde kontaktet af en udenlandsk kvinde, der spurgte om vej og forvirrede hende. Det er formentlig under denne episode, at den 81-årige har fået stjålet sit dankort. Efterfølgende har tricktyvene brugt kortet til at hæve kontanter og betale for cirka 21.000 kroner. 

Nu beder Midt- og Vestjyllands Politi om hjælp til at finde de to tyve, som er blevet fanget på overvågningskameraer i Fakta og ved flere bankers hæveautomater efterfølgende. Politiet har offentliggjort overvågningsbillederne af de mistænkte, en kvinde og en mand, og de kan ses øverst i artiklen. 

Midt- og Vestjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114, hvis man ligger inde med oplysninger i sagen.