Politiet mørklægger stor narkosag

51-årig fængslet for grov narkokriminalitet med udgangspunkt i Kibæk.

060912_Nyret-Herning.jpg

En 51-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i en stor narkosag, som politiet forsøger helt at mørklægge.

Grundlovsforhøret i byretten i Herning blev holdt bag dobbeltlukkede døre, hvilket vil sige, at dørene blev lukket, inden sigtelsen blev læst op.

Derfor er både politiet og anklagemyndigheden yderst tilbageholdne med oplysninger - anklageren bekræfter, at sagen drejer sig om "grov narkokriminalitet", men vil derudover ikke sige noget - ikke engang hvornår fængslingen udløber.

Den 51-årige blev anholdt onsdag eftermiddag, og sagen har tilsyneladende udgangspunkt i Kibæk - noget som politiet ikke ønsker at kommentere.

Sagen hører under den centrale efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi, som begrunder ønsket om de dobbeltlukkede døre med et "hensyn til efterforskningen".