Politiet fik sig et kedeligt gensyn: Mand anholdt tre gange på ét døgn

36-årig stjal to biler, skabte uorden på sygehuset og drak sig beruset i hospitalssprit.

Ifølge politiet var manden stærkt beruset, og de har fundet ud af, at han havde drukket hospitalssprit, derfor blev manden indlagt på sygehuset natten over.
Ifølge politiet var manden stærkt beruset, og de har fundet ud af, at han havde drukket hospitalssprit, derfor blev manden indlagt på sygehuset natten over.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Det er ikke hver dag, at politiet anholder den samme mand tre gange på et døgn.

Men sådan har det seneste døgn været for Herning Politi. En mand, der for ganske nyligt er flyttet til landsdelen fra hovedstadsområdet, har gentagne gange skabt uro.

Efter at være blevet løsladt fra detentionen i Holstebro tirsdag stjal en 36-årige mand fra Vildbjerg en bil af en ældre model for at køre til Herning Station. Her parkerede han den stjålne bil for blot at stjæle en ny bil fra mærket Mercedes-Benz.

- I begge biler havde der været en nøgle i. Da han stjæler Mercedes-Benz-bilen, er et madfirma i gang med at læsse noget mad af, så derfor sidder nøglen også her i bilen, fortæller Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning. 

Efter kort tid standser politiet bilen, og her anholder og sigter ordensmagten den 36-årige tilflytter for tyveri.

Gensyn med politiet

Da manden blev løsladt igen, valgte han at tage på sygehuset i Herning.

- Vi får et opkald fra personalet på sygehuset, hvor de fortæller, at de har fundet manden løbe rundt derude, hvor han ikke har noget at gøre, siger Bent Smedegaard.

Den 36-årige har muligvis fået fat på et nøglekort. Han befandt sig i hvert fald på aflåste områder.

Ifølge Bent Smedegaard var manden stærkt beruset. Politiet fandt ud af, at manden havde drukket hospitalssprit. Derfor blev han indlagt på sygehuset natten over.

Onsdag morgen blev Herning Politi så igen kontaktet af sygehuset, da manden fra Vildbjerg ikke ville forlade sin hospitalsseng.

- Han er aggressiv og vil ikke forlade sygehuset. Derfor tog betjente ham med, så nu ligger han i detention, men der er ikke nok til en fremstilling, som det er nu, så han bliver nok løsladt, når han igen er ædru, siger Bent Smedegaard.

Manden er sigtet for tyveri og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for hans opførsel.