Politiet anholder 24-årig efter fund af bevidstløs på toilet

Fredag blev en blødende og bevidstløs mand fundet i Herning. Nu har politiet anholdt endnu en mand i sagen.

Det var på toilettet her, at en 50-årig mand blev fundet blødende og besvidstløs.
Det var på toilettet her, at en 50-årig mand blev fundet blødende og besvidstløs.
Foto: TV MIDTVEST

Fredag eftermiddag blev en 50-årig mand fundet blødende og bevidstløs på gulvet på et offentligt toilet på Markedspladsen i Herning. Han blødte kraftigt fra hovedet, og det viste sig, at manden havde fået en hjerneblødning og et kraniebrud.

Fredag aften anholdt politiet en 37- årig mand i sagen, og nu har de anholdt yderligere en. Natten til lørdag blev også en 24-årig mand arresteret. Men det er ikke meget nyt, den unge mand har at fortælle.

- Han er ikke særlig meddelsom, så vi ved endnu ikke, hvordan han forholder sig, siger vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi og tilføjer.

- Det var nogle vidneforklaringer, som førte os til den 24-årige. Men andet kan jeg ikke tilføje.

Den 24-årige anholdte er ikke sigtet endnu, men bliver afhørt lørdag. Han vil derefter blive fremstillet i grundlovsforhør senere lørdag.
Også den 37-årige bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for røveri.

Manden, der blev overfaldet, blev i første omgang indlagt på sygehus i Herning, men blev siden overført til Aarhus. Hans tilstand er stabil, men stadig alvorlig.