Politi massivt til stede efter narko-ransagning

Herning Lokalpoliti holder skarpt øje med hashhandel i Skolegade i Herning efter en ransagning tirsdag eftermiddag.

Herning Politi

Fire mænd blev anholdt og politiet kunne konfiskere mindre mængder hash under en ransagning af en lejlighed i Skolegade i Herning tirsdag eftermiddag. 

- Vi meget opmærksom på, om der sker noget i forhold til rocker- bandemiljøet i forbindelse med det her. Det kræver selvfølgelig massiv tilstedeværelse, siger politikommissær hos Lokalpolitiet i Herning Michael Schultze til TV Midtvest.

To mænd blev sigtet for at være i besiddelse af hash, en tredje blev sigtet for at have en foldekniv på sig og en fjerde mand blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi han ikke ville forlade stedet, da politiet bad ham om det.

I lejligheden fandt politiet også to digitale vægte og en kværn til at dele hashen i mindre stykker med.

De anholdte mænd er ifølge politiet ikke umiddelbart medlem af en bande, men alligevel har politiet mistanke om, at rocker- og bandemiljøet kan være involveret. 

Politikommissæren understreger, at det ikke betyder, at politiet bevogter bestemte adresser i døgndrift, men at både patruljevogne og civilbetjente er ekstra opmærksomme på handel med narkotika i det område.