Peter er ordblind iværksætter og han er langt fra alene

Peter Bjerre Andersen har startet sin egen virksomhed. Han er endnu en succesfuld iværksætter, der lider af ordblindhed.

Peter Bjerre Andersen er iværksætter og så er han ordblind. Undersøgelser peger på, at en stor del af succesfulde iværksættere er ordblinde og derfor har udviklet egenskaber, der gør dem til gode iværksættere.
Peter Bjerre Andersen er iværksætter og så er han ordblind. Undersøgelser peger på, at en stor del af succesfulde iværksættere er ordblinde og derfor har udviklet egenskaber, der gør dem til gode iværksættere.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Peter Bjerre Andersen fik en ide om at lave dyrefoder ud af insekter. Det viste sig at være en ret god ide. I dag er han ejer og direktør i Insusect, der bruger insektproteiner som alternativ til animalsk proteinproduktion. I dag tre år efter har han fået masseproduceret sit produkt og sprunget ud som iværksætter. 

Peter Bjerre Andersen er ordblind, og netop hans problemer igennem opvæksten med læse- og skrivevanskeligheder har klædt ham på til livet som iværksætter.

I dag starter ordblindeugen. Selvom ordblinde kan have mange vanskeligheder med at læse at skrive, så kan ordblinde noget ganske særligt som iværksættere. Forskellige undersøgelser peger på, at succesfulde iværksættere meget ofte er ordblinde.

- Vi får jo udfordringer med alt. Når du skal sidde og skrive en stil og når du kommer i gruppearbejde og sådan noget. Hvis du ikke forstår at udnytte en andens kompetencer, eller bruge dem på en god måde - udnytte det lyder lidt forkert, men at bruge hinanden, så kommer man sgu ikke langt, siger Peter Bjerre Andersen fra Herning, der som iværksætter har skabt virksomheden, Inusect, der producerer dyrefoder med insekter i.

Peter Bjerre Andersen er ordblind, men har altså alligevel fået stablet en virksomhed på benene. Han er meget langt fra den eneste der lider af ordblindhed og som alligevel er lykkedes med at skabe en virksomhedssucces. 

Ordblinde udvikler evner, der gør dem til gode iværksættere

Oluf C. Lund har en lang karriere bag sig, hvor han har arbejdet med iværksættere. Først i bankverdenen og siden på Aarhus universitet. 

- Det er ikke noget jeg sådan lige over night fik øje på. Det er faktisk noget, som jeg over land tid gik og undrede mig over. Når jeg stødte på dygtige erhvervsfolk - altså nogen, der sidder i ejerledede virksomheder, eller når jeg stødte på iværksættere, så var de faktisk tit ordblind, siger Oluf C. Lund. 

Siden fandt han en svensk undersøgelse om succesfulde iværksættere. Undersøgelsen viste blandt andet at 44% af dem, var ordblinde. Engelske og amerikanske undersøgelser peger i samme retning. 

Peter Bjerre Andersens firma Insusect producerer dyrefoder med fokus på bæredygtighed. 
Peter Bjerre Andersens firma Insusect producerer dyrefoder med fokus på bæredygtighed. 
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

- Hvis man tager sådan noget som at kunne netværke. Det er noget af det allervigtigste som iværksætter. Det er de vanvittigt gode til. De er kreative, de er gode til at have flere bolde i luften på en gang. Og så er de rigtig, rigtig gode til at blive ved indtil tingene lykkes, siger Oluf C. Lund. 

Samtidigt peger Oluf C. Lund på, at ordblinde ofte er praktisk anlagte, og derfor begynder processen med at sætte gang i en ide et andet sted end ved et skrivebord. Det er ikke produktbeskrivelse og metodebeskrivelse, der står først for, når ordblinde iværksættere kaster sig ud i at gøre virkelighed ud af en ide. 

Det kan Peter Bjerre Andersen bekræfte. Han begyndte sin produktion af dyrefoder af insekter et helt andet sted. 

- Jeg har arbejdet mange år i et køkken. Min første indgangsvinkel var ikke at begynde at lægge en plan eller arbejde i, hvordan skriver vi det her op. Eller hvordan skriver vi en pitch. Jeg gik sgu ud i min mormor og morfars køkken og begyndte at lave de første opskrifter, siger Peter Bjerre Andersen. 

- Jeg begyndte jo med at bruge tid på at prøve det af på hundene. For at teste, om de kunne lide det. Overraskende nok var de vilde med insekterne, men det som vi puttede i, var vi nødt til at lave nogle ingrediensændringer på, siger Peter Bjerre Andersen.